Der er lys forude

Dagene bliver længere og snart begynder de første erantisser og vintergækker at spire frem. Vaccinationer mod Covid 19 går forventeligt også lysere tider i møde.

Smittet af disse bedre tider har et af vore medlemmer fået en lys ide´. Peter Madsen er den idérige hovedperson. Peter er målmand, midt i 50érne, men hjælper fortsat vort Københavns Seriehold, Oldboyshold, Veteranhold, Superveteranhold og Masters, når et af disse hold står og mangler en mellem stængerne. Disse mange kampe er ikke tilstrækkeligt for Peter og inspireret af hans dygtige børn, har han kastet sig over tennisspillet (hvor svært kan det være!).

Idéen: Peter har set lyset …. ude i Gentofte Tennisklub. LED belysning i en lang streng monteret på hegnet på langs af tennisbanen. ”Sådan et skal vi have i KB på de to hybridbaner”.

Og det har så vi nu

Derfor kære tennismedlemmer, det er nu muligt at spille udendørs tennis på bane 11 og 12 (hybridtennisbanerne) også efter solnedgang.

Banerne bookes via Banebookingsystemet og lyset tændes ved selve banen.

Det er fortsat tilladt at dyrke idræt udendørs under hensyntagen til forsamlingsforbuddet på de 5. KBs indendørsfaciliteter er som følge af restriktionerne lukket, så omklædning, toiletbesøg etc. er ikke muligt for nuværende.

Regler for banevedligehold skal fortsat følges, banen skal fejes etc. (Pt. skal den ikke vandes!!)

Banekvaliteten er grundet regn, sne, frost naturligvis ikke som ”den plejer”, men uagtet er banerne flittigt benytte i tidsrummet fra kl. 07 – nu kl. 22. Også når temperaturen er på 0 grader og det småregner.

Rigtig god fornøjelse og TAK til Peter Madsen endnu engang.