KB’s herrer snuppede det danske mesterskab. Foto: Dansk Tennis Forbund

KB’s herrer snuppede det danske mesterskab. Foto: Dansk Tennis Forbund

Fantastisk slutspurt

De danske mesterskaber i tennis for hold blev i weekenden afviklet på Peter Bangs Vej, hvor flere hundrede tilskuere på trods af COVID-19 skabte en festlig ramme, mens spillerne på de fint anlagte grusbaner leverede flotte og til tider meget dramatiske kampe.

Som vært for de afgørende kampe om guld, sølv og bronze blev weekenden set med KB-øjne tæt på perfekt, for herrerne snuppede guldet, mens damerne tog sølv.

Guldet til herrerne syntes på et tidspunkt rigtig langt væk i finalen, for ærkerivalerne fra HIK førte med 3-1 efter singlerne, men i de afsluttende doubler kom hjemmeholdet stærkt igen, hvorefter skabet skulle placeres via en såkaldt Golden Matchtiebreak mellem KB’s Jonas Zacho Larsen og Christoffer Kønigsfeldt fra HIK. I to omgange havde sidstnævnte matchbold til at sikre gæsterne sejren og guldet, men Jonas Zacho Larsen overlevede dem begge og kunne derefter på sin første matchbold ved stillingen 11-10 sikre KB’s herrer det første mesterskab i tre år.

Frem til finalen havde KB først vundet grundspillet i Elitedivisionen, hvorpå holdet i semifinalen resultatmæssigt pulveriserede Lyngby med 4-0. Flere af kampene var undervejs ulideligt spændende, men KB’erne holdt hovederne kolde i de afgørende situationer.

Ligesom Jonas Zacho Larsen i finalen. Et stort og varmt tillykke til ham og holdkammeraterne: Søren Hess-Olesen, Johannes Ingildsen, Benjamin Hannestad, Carl Emil Overbeck og Martin Linnet Killemose.

Inden Elitedivisionens sidste runde i damernes grundspil var KB’erne ikke 100 procent sikre på en plads blandt de fire guldkandidater i weekenden, men de forsvarende mestre fjernede enhver tvivl med en sikker sejr på 4-2 over Holte.

Semifinalen mod Hørsholm-Rungsted blev en nervepirrende affære. Det endte med en Golden Matchtiebreak, hvor Rebecca Munk Mortensen sikrede KB en finaleplads mod Gentofte – en gentagelse af slutkampen fra 2019.

Indtil de afgørende doubler var stillingen mellem de to mandskaber lige, men Gentofte trak derefter det længste strå og snuppede det danske mesterskab.

Trods finalenederlaget skal der lyde et stort tillykke med sølvmedaljerne til Mai Grage, Karina Ildor Jacobsgaard, Julie Noe, Rebecca Munk Mortensen og Karoline Laursen.

Læs mere om DM-finalerne.

Læs mere om DM-semifinalerne.