Clara Tauson vandt tre af sine fire kampe i Fed Cup. Foto: Det finske tennisforbund/Joonas Ojala

Clara Tauson vandt tre af sine fire kampe i Fed Cup. Foto: Det finske tennisforbund/Joonas Ojala

Clara Tauson med til at sikre oprykning

Dansk tennis fik i sidste uge en af årets første triumfer, da kvindelandsholdet sikrede oprykning i Fed Cup fra Europa/Afrika Gruppe II til Europa/Afrika Gruppe I. På det danske hold spillede KBs Clara Tauson, og hun vandt tre af sine fire kampe.

Turneringen foregik i den finske hovedstad Helsinki, hvor danskerne på rad og række mødte værtsnationen, Portugal, Egypten og til sidst Tunesien.

Kampen mod Finland blev vundet med 2-1, og Clara Tauson besejrede i to sæt Oona Orpana med 6-4, 7-6 (5).

Mod portugiserne var de danske damer totalt overlegne og vandt sikkert med 3-0. Clara Tauson viste ingen nåde overfor Francisca Jorge, der blev slået med to gange 6-1.

Mod Egypten tabte damerne med 1-2. Clara Tauson stod for den enlige danske gevinst – pudsigt nok med to gange 6-1 over Maiar Sherif.

Clara Tauson kæmpede en brav kamp mod Ons Jabeur - verdens nr. 45. Foto: Det finske tennisforbund/Joonas Ojala

Clara Tauson kæmpede en brav kamp mod Ons Jabeur - verdens nr. 45. Foto: Det finske tennisforbund/Joonas Ojala

Trods nederlaget skulle Danmark alligevel spille om oprykning i kampen mod Tunesien, hvor Clara Tauson kom på noget af en opgave. Modstanderen var Ons Jabeur – verdensranglistens nummer 45. Netop Jabeur var hende, der i Australian Open satte punktum for Caroline Wozniackis imponerende karriere.

”Jeg skal spille mod en top 100-spiller, der lige har været i kvartfinalen i Australian Open. Det var mit drømmescenarie inden turneringen, og det glæder jeg mig helt vildt til. Jeg vil mene, vi har en chance mod Tunesien, og vi må give den gas og se, hvor langt det rækker,” sagde Clara Tauson ifølge Dansk Tennis Forbunds hjemmeside inden mødet med Ons Jabeur.

KBeren kæmpede en brav kamp, men tabte med to gange 4-6. Men det betød ikke noget i længden, for de øvrige to kampe blev vundet af Danmark, og oprykningen var en realitet.

Stort tillykke til Clara Tauson, Karen Barritza, Emilie Francati, Maria Jespersen og Hannah-Viller Møller.