Sportschef Mikkel Nørby har valgt at stoppe

Det er med stort vemod, at jeg efter ni år som sportschef for Danmarks bedste tennisklub efter længere tids overvejelse har valgt at søge nye udfordringer.

 Når man mærker efter og ikke længere føler, at man er tilstrækkelig motiveret til at yde en ekstra indsats i det daglige, så er det alles pligt at reagere. Det skylder vi hinanden og klubben. Min beslutning trækker mig delvist i retning af en tilværelse som selvstændig indenfor privattræning, camps og workshops med afsæt i tennis. Jeg håber, I vil følge med i det eventyr. Derudover vil jeg gerne i højere grad kunne prioritere mine nærmeste og min egen tennis.

Jeg elsker KB, og alt hvad klubben står for. Jeg vil forblive medlem og ønsker stadig at have min gang i klubben og følge klubbens to hold fra tilskuerpladserne. De sidste ni år har udviklet mine personlige kompetencer og givet mig et stærkt bånd til KB - spillerne, trænerne og de mange medlemmer. Klubben hvor drenge bliver til mænd og mænd til drenge. Jeg føler, jeg er vokset og nu er klar til at gå en anden vej - det er tid til at forfølge drømmen om et iværksætterliv.

Jeg forlader tennisafdelingen et år, hvor vi aldrig har haft flere medlemmer, flere spillere på træning og større omsætning. Økonomien i år kommer efter alt at dømme også til at være ganske fornuftig. Sportsligt er vi også et bedre sted end for et par år siden, og vores to 1. hold vinder guld til vinter, det lover jeg ... Hos juniorerne har vi nogle meget lovende unge spillere på både pige- og drengefronten. Derudover er jeg glad og stolt over, at vi i sidste uge kunne offentliggøre, at vi har været så heldige/dygtige at tiltrække Martin Linnet Killemose som ny tennischef. En ansættelse jeg selv har kæmpet hårdt for og anser som en optimal løsning for KB, da vi har manglet administrativ hjælp i længere tid. Martin er et perfekt match. Jeg håber at I vil tage godt imod Martin i hans nye rolle.

Alt i alt er det en velfungerende klub, som jeg nu ikke længere skal stå i spidsen for, og jeg vil gøre alt for at følge mit arbejde godt til dørs frem mod slutningen af februar 2020, hvor min kontrakt ophører. Det er trist – men nye spændende tider er på vej både for klubben og for mig!

Kærlig hilsen
Mikkel Nørby