Clara Tauson knytter næven efter et godt slag i Australian Open-finalen. Foto: Lukas Coch/Ritzau Scanpix

Clara Tauson knytter næven efter et godt slag i Australian Open-finalen. Foto: Lukas Coch/Ritzau Scanpix

KB har fået en ny Grand Slam-vinder

Tidligt lørdag morgen fuldendte Clara Tauson tre vilde uger ’down under’ ved at vinde Grand Slam-turneringen Australian Open for juniorer.

Danskeren var topseedet i den fornemme turnering, og bortset fra lidt ’rust’ i den første kamp, hvor hun måtte ud i tre sæt for at hive sejren hjem, var der ingen slinger i valsen.

I finalen fik 16-årige Clara den ære at spille på Rod Laver Arena, og hun skuffede ikke i de fornemme omgivelser, men viste sin høje klasse ved at vinde i to sæt med 6-4, 6-3 over fjerdeseedede Leylah Annie Fernandez.

Det var anden gang i månedens løb, at Clara besejrede canadieren i en slutkamp i Australien. Første gevinst kom i kategori 1-turneringen i Traralgon.

Clara Tausons Grand Slam-titel er den femte danske nogensinde for juniorer. Legendariske Kurt Nielsen prøvede det to gange i 1947 ved at vinde både French Open og Wimbledon, mens Kristian Pless vandt Australian Open i 1999. Caroline Wozniacki, der i 2018 snuppede Australian Open for seniorer, røg til tops i Wimbledon i 2006.

I forbindelse med titlerne har de alle repræsenteret KB, men i 2006 spillede Caroline Wozniacki for Lyngby. 

Med sejren i Australian Open rykker Clara Tauson op som nummer et i verden på juniorranglisten.

Claras næste opgave bliver at spille Fed Cup for Danmark 6.-9. februar i polske Zielona Gora, hvor modstanderne i første omgang er værtsnationen og Rusland.

Stort tillykke til Clara og hele team Tauson med den fantastiske triumf i Australien.

 

Clara Tauson viser med glæde det fornemme bevis på sejren i Australian Open. Foto: Lukas Coch/Ritzau Scanpix

Clara Tauson viser med glæde det fornemme bevis på sejren i Australian Open. Foto: Lukas Coch/Ritzau Scanpix