Clara Tauson blev fornemt hyldet i Pejsesalen for sin Grand Slam-titel. Foto: Christian Fisker

Clara Tauson blev fornemt hyldet i Pejsesalen for sin Grand Slam-titel. Foto: Christian Fisker

’Jeg er rigtig glad og stolt’

Det er ikke hver dag, KB får en Grand Slam-vinder i tennis. Eller for den sags skyld – Danmark.

Så i anledning af Clara Tausons flotte triumf som vinder af juniorernes turnering i Australian Open, havde Kjøbenhavns Erhvervsklub – populært kendt som KB-vennerne – og Dansk Tennis Forbund inviteret til en åben fejring i Pejsesalen.

Folket stod nærmest i kø for at hilse på 16-årige Clara, som returnerede alle lykønskninger og gode tanker for fremtiden på tennisbanen med et vidunderligt stort smil. Det gjaldt også de fornemme ord, som kom fra talerstolen. Ja, nogle af dem fik faktisk et lille grin med på vejen fra den veloplagte nykårede mester.

Første gratulant på podiet var KBs tennisformand Nicolai Caiezza, og han gravede dybt i historiebøgerne og oplyste, at klubben gennem tiderne altid har haft fornemme repræsentanter i den hvide sport – blandt andre Claras onkel, Michael Tauson, der selvfølgelig også var til stede i Pejsesalen for at hylde sin dygtige niece.

Clara Tauson sammen med KBs sportschef Mikkel Nørby, der i de senere år har fulgt hende tæt. Foto: Christian Fisker

Clara Tauson sammen med KBs sportschef Mikkel Nørby, der i de senere år har fulgt hende tæt. Foto: Christian Fisker

Så blev det politisk på en god måde. Frederiksbergs borgmester Jørgen Glenthøj lagde ikke skjul på sin stolthed over endnu en flot bedrift af en repræsentant fra en af kommunens store klubber, hvorefter han gav plads til KBs sportschef Mikkel Nørby, som i de senere år har fulgt Claras udvikling på nærmeste hold.

Sportschefen nøjedes ikke bare med at rose den måde, Clara er vokset med opgaverne på. Der var også varme ord og skulderklap til de mennesker, som har været tennistalentets trofaste følgesvende fra livets første suk: mor Tine og far Søren. Der blev oven i købet sat tal på. I 2018 vandt Clara 44 af 52 kampe i ITF-regi.

I det nye år er dusinet indtil videre fyldt: 12 kampe – 12 sejre. At den unge dame allerede er godt på vej til at erobre verden, lagde Dansk Tennis Forbunds formand, Henrik Thorsøe Pedersen, ikke skjul på. Han styrkede påstanden ved at overrække en Hawaii-halskæde med uendelig global kraft til Clara. Hun er godt på vej, men det skader aldrig med lidt økonomi i baghånden.

Ved siden af pokalen fra Australian Open fremviser Clara Tauson halskæden fra Hawaii, overrakt af Henrik Thorsøe Pedersen (bagest). Foto: Christian Fisker

Ved siden af pokalen fra Australian Open fremviser Clara Tauson halskæden fra Hawaii, overrakt af Henrik Thorsøe Pedersen (bagest). Foto: Christian Fisker

Det fik Clara i Pejsesalen af direktør Tim Kristiansen, da hun for andet år i træk sammen med Danmarks største herretalent, Holger Nødskov Rune, modtog C WorldWide Talentprisen. 50.000 gode rejsekroner til hver.

Clara Tauson lukkede selv den festlige aften i Pejsesalen med et lille servees af en takketale:

”Jeg er rigtig glad og stolt over min præstation i Australien. At blive nummer et i verden er noget af det største, man kan blive. Det er jeg rigtig glad for. Men jeg er også klar over, at jeg skal tilbage og arbejde endnu hårdere. Nu skal jeg spille Fed Cup fra på mandag, og jeg glæder mig utroligt meget til at møde nogle rigtigt dygtige spillere.”

Fed Cup er den højst rangerende turnering for kvindelige landshold i tennis, og Danmark er i pulje med Rusland og Polen. En ordentlig mundfuld.

Det rørte dog ikke Clara i Pejsesalen:

”Tusind tak alle sammen for at komme i dag, og jeg håber, I har det sjovt.”

Det havde vi, Clara. Stort tillykke og alt mulig held og lykke fremover.