Flotte resultater ved UM Inde 2018

KBs juniorer gjorde det flot ved de danske mesterskaber i påsken og afsluttede en flot sæson med at vinde tre guld-, tre sølv- og otte bronze medaljer.

UM i påsken er turneringen, der afslutter sæsonen indendørs. En rigtig god turnering for klubbens trænere, da det er i denne turnering, alle de bedste danske spillere er med og skal bevise, at de er bedst, kan stå for presset, og kan levere god tennis.

Under 12 år var Oliver Steines seedet som 1 efter en sæson, hvor han ikke har tabt et sæt til en jævnaldrende spiller. Gennem hele turneringen havde Oliver svært ved at finde rytmen i sit spil, og det blev til nogle tætte kampe.
I semifinalen vandt Oliver en tæt kamp mod klubkammeraten, Fidel Dennis Nweke, 6-2, 4-6, 6-4, og var dermed klar til finalen mod Alexander Nordal Clausen, HIK. Spilleren fra HIK havde gennem turneringen løftet sit niveau, så det var med spænding, der blev set frem til finalen. Oliver spillede en fornuftig kamp, hvor han holdt sit fokus og kunne til sidst vinde sit første danske mesterskab 6-4, 4-6, 6-1.
Det er altid svært at gå ind til UM som storfavorit. Den opgave løste Oliver flot, og det er altid stærkt at vinde, når man måske ikke lige rammer sit niveau, og modstanderne kan spille frit og godt.

Under 18 år var Karoline Laursen seedet som nummer 1. En række, hvor alle favoritterne til guldet spiller i elitedivisionen. Karoline leverede en meget flot turnering og vandt sin semifinale 2-6, 6-4, 6-0 over Ida Hasselbalch, Hørsholm.
I finalen måtte Karoline desværre se sig slået 6-3, 6-23 af Sofia Samavati, Virum. Karoline forsøgte at tage tempoet ud af kampen, men Virum-spilleren var bedre på dagen med hårde tunge grundslag og et tryk, Karoline ikke havde stået overfor tidligere i turneringen.

Under 14 år spillede Alexander Borup sig flot frem til en bronzemedalje. Han tabte desværre sin semifinale 3-6, 3-6 til vinderen af turneringen, Ervin Mesic, Fr. Bøge. Alexander, der ikke var seedet, havde gennem hele turneringen spillet god aggressiv tennis og fik vist efter sin lange skade sidste sommer, at han er med blandt de bedste spillere i sin årgang.
Mesic har gennem sæsonen vist, at han er bedre end de andre danske spillere både herhjemme og internationalt, så det er bestemt ikke en skam at tabe til ham.

Under 12 år spillede Oliver Bønding sig flot frem til en bronzemedalje. Oliver gik gennem kvalifikationen og helt frem til semifinalen, hvor han måtte se sig slået 6-2, 6-4 af Alexander Nordal Clausen, HIK. Oliver var tæt på at skrive historie, da ingen juniorspiller gennem tiderne har spillet sig i finalen via kvalifikationen. I semifinalen var det som om, at kræfterne var brugt op mod en klog spiller fra HIK. Men meget flot af Oliver at spille sig til en bronzemedalje, og der er ingen tvivl om, at han bliver farlig udendørs.

Under 18 år spillede William Gormsen sig meget flot til en bronzemedalje. I en meget hård række tabte William semifinalen 2-6, 1-6 til Holger Rune, HIK. Modstanderen var en klassespiller, der ligger i top 170 i verden på ITF-ranglisten. William spillede sin chance, kæmpede og fik mange gode point, men Holger havde lige et ekstra gear og store kampe i kroppen, der gjorde, at William ikke rigtigt kunne true ham.

I double var der medaljer som følger:

Guld: Under 12 år, Oliver Steines med sin makker fra HIK.
Under 18 år, Karoline Laursen med sin makker fra HIK.
Sølv: Under 16 år, Louise Flintsø/Nikoline Gullacksen.
Bronze: Under 12 år, Lucas Christmas-Møller med sin makker fra Gentofte.
Under 16 år, Lukas Goldstein Wendelboe med sin makker fra Hareskov/Værløse.
Under 18 år, Amanda Rohde/Frederikke Woller Kvist.
Under 18 år, Eric Vanshelboim med sin makker fra B93.

Stort tillykke til alle medaljetagerne. Der skal arbejdes stenhårdt frem til næste UM på hjemmebane.