Foto: Kjøbenhavns Boldklub Tennis

Foto: Kjøbenhavns Boldklub Tennis

Flot sæsonafslutning af Clara Tauson

Clara Tauson har haft en fantastisk sæson, og det understregede hun flot ved Masters i kinesiske Chengdu. Trods sine blot 15 år nåede hun helt frem til semifinalen i en turnering, hvor mange af modstanderne var to-tre år ældre.

Først blev årets juniormester i Australian Open, En Shuo Liang fra Taiwan, besejret med 7-6 (7), 6-1. Derefter var modstanderen kineseren Xinyu Wang, der begyndte som lyn og torden og vandt første sæt med 6-0. Det slog dog ikke Clara ud af kurs. Tværtimod kæmpede hun sig flot tilbage og vandt de to næste sæt med 7-6 (5) og 6-4.

Dermed var danskeren semifinaleklar, men hun gjorde rent bord i puljespillet ved at vinde 6-2, 6-3 over canadiske Laylah Annie Fernandez, semifinalist ved de franske mesterskaber 2018.

I semifinalen skulle Clara op imod nummer to fra den anden pulje, Maria Camila Osorio Serrano, Colombia, semifinalist i US Open 2018. En meget tæt kamp endte med et dansk nederlag i tre sæt: 7-6 (6), 2-6, 4-6.

Det tog dog ikke humøret fra Clara, for hun sikrede sig tredjepladsen i Masters ved for anden gang i turneringen at vinde over En Shuo Liang – denne gang med 6-2, 6-3 efter meget godt spil.

En meget flot sæsonafslutning af Clara, der slutter året som nummer tre på junior-verdensranglisten. Stort tillykke.

Clara Tauson er ikke den eneste KB-tennisspiller, der markerer sig flot uden for Danmarks grænser. I Malaysia har Eric Vanshelboim domineret totalt i et par uger – først med en sejr i en kategori 3-turnering og senest i en kategori 4-turnering i Tuanku, hvor han var seedet som nummer 1.

Eric røg også til tops i herredouble sammen med sin australske makker Philip Sekulic. De flotte resultater har medført, at Eric nu er rykket op omkring nummer 88 på ITF-ranglisten for spillere under 18 år. Stort tillykke.