KBs stærke damer og herrer gjorde rent bord på festdagen.

KBs stærke damer og herrer gjorde rent bord på festdagen.

Festdag med to gange æg

KBs anlæg var fyldt til bristepunktet, da klubbens seniorhold lørdag afviklede endnu en turneringsrunde.

Der var dækket op til godt vejr, træning, lotteri, grillpølser, boldbørn til alle singlekampe og rigtigt mange medlemmer på tilskuerpladserne. De blev heller ikke snydt for godt spil fra klubbens bedste spillere i elitedivisionerne, som uddelte 'æg' til modstanderne.

Damerne vandt 6-0 over Hørsholm. En kamp uden spænding. Dertil var KB-holdet, der bestod af Julie Noe (to sejre og MVP), Karina Ildor Jacobsgaard, Frederikke Svarre og Karoline Laursen, for gode. 

Med sejren er damerne nu sikre på at tage seks point med over i mellemspillet efter sommerferien, og de ser nu frem til den kommende weekend, hvor det gælder puljens førsteplads i kampen mod rivalerne fra Gentofte. 

Herrerne vandt også med 6-0 over Hørsholm efter en meget professionel indsats, hvor holdet ikke afgav et eneste sæt. MVP blev Nicolai Ferrigno, og de øvrige spillere var Martin Linnet Killemose (tidligere Pedersen), Søren Wedege, Marc Ferrigno og Frederik Sletting. 

For herrerne har den sikre sejr også stor betydning i forbindelse med mellemspillet, for turneringen kan meget vel gå hen at blive en af de tætteste, der er set i lang tid. Næste modstander er Lyngby.

Så det var en rigtig god festdag. 

Spillerne takker alle de fremmødte for god stemning, support og håber, at der fremadrettet vil komme samme opbakning til holdkampene. Der skal også lyde en meget stor tak til alle boldbørn, der leverede en fantastisk indsats, de frivillige, der hjalp til med grillpølser, Jette, for at arrangere diverse ved grillen, Cool Sport, Head og Ketcherxperten for præmier og ikke mindst trænerne for at træde til med så kort varsel.