Endnu en festdag med tennis

Sommerferien er overstået, og dermed er klubbens seniorhold igen i aktion. Klubben havde lørdag endnu et tennis-festarrangement i forbindelse med holdkampene. Der var masser af mennesker på anlægget, og de fik udover gode kampe at overvære, træning, pølser, øl og vand.
Holdene takker alle de fremmødte. Det var fedt at spille med masser af mennesker og opbakning.

Damerne i elitedivisionen vandt 6-0 over Skovbakken. En kamp hvor resultatet næsten var givet på forhånd. Spillerne viste god fokus og fik trænet nogle forskellige ting til de kommende kampe. Vi stillede et stærkt hold med U18-europamesteren, Clara Tauson, i spidsen. Sidste runde før slutspillet spilles næste lørdag, og chancen for at slutte samlet som nummer et er til stede.
MVP (mest værdifulde spiller, red.) blev Frederikke Svarre for at træde til med meget kort varsel.
Holdet, der slog Skovbakken, bestod af Clara Tauson, Mai Grage, Karina Ildor Jacobsgaard, Julie Noe og Frederikke Svarre.

Herrerne i elitedivisionen spillede 3-3 mod Gentofte. En meget tæt kamp der kunne gå begge veje. Gentofte havde marginalerne i singlerne, vi havde dem i doublerne, og derfor er 3-3 et fair resultat.
Uafgjort mod Give i sidste runde er nok til slutspil, men det kræver sikkert en stor sejr, hvis vi skal ende som nummer et og selv vælge modstander i semifinalen.
Holdet, der spillede uafgjort mod Gentofte, bestod af Nicolai Ferrigno, Søren Wedege, Marc Ferrigno, Kasper Elsvad og Frederik Sletting.