Clara Tauson til tops - igen

Clara Tauson fortsætter sit gode spil og har vundet endnu en turnering - denne gang en Grade 2-turnering i Firenze.

Den kommer i kølvandet på turneringssejren i Kroatien, hvorfra Clara Tauson tog direkte til Italien for at spille kategori 2-turneringen i Firenze.

Hun er efterhånden kommet så langt op på ITF-ranglisten, at det bliver sværere at rykke frem, da det kræver mange point, og at man derfor skal nå langt i turneringerne.

Clara Tauson var seedet nummer 1 i turneringen og levede fuldt op til favoritværdigheden i en stærk besat kategori 2-turnering.

I semifinalen vandt hun 6-4, 2-6, 6-2 over Ziva Falkner fra Slovenien (nr. 181 på ITF-ranglisten).

Finalen blev en meget interessant kamp mod Eleonora Molinaro fra Luxembourg, der er nummer 68 på ITF-ranglisten og 451 på WTA-listen. Det var interessant for Clara Tauson at spille mod spillere, der stort set ikke spiller andet end seniorturneringer, og specielt interessant når modstanderen har vundet $15.000 og været i finalen i $25.000 turneringer. I finalen spillede Clara Tauson fornemt tennis i de sidste to sæt, og hun vandt flot med 0-6, 6-4 og 6-1.

En imponerende sejr til den unge dansker, der fik vist, at hun sagtens kan spille med mod de spillere, der allerede ligger højt på WTA-ranglisten.

I double gik Clara Tauson også hele vejen med sin danske makker, Hannah Viller Møller. De to danske piger vandt i finalen en tæt kamp, 6-3, 5-7, 10-5 over et par fra England/Schweiz.

Fra Italien udtaler Clara Tauson, at hun gennem turneringen har spillet rigtig god tennis, og at hun gradvist har løftet sit niveau mod gode spillere, og at hun er meget glad for sin anden turneringssejr i træk.

Med sejren i single og double rykker Clara Tauson op som nummer ni i verden på junior-ranglisten, og hun har rigtig gode muligheder for at blive seedet i den anden Grand Slam, French Open.

Næste gang, Clara Tauson skal i aktion, bliver for Danmark til Fed Cup.

Klubben ønsker hende stort tillykke med de flotte resultater.