Standerhejsning den 22. april 2017

 Lørdag den 22. april var en dag som mange KB’ere havde set frem til. Dagen var lig med Standerhejsning, hvilket betød den officielle åbning af KBs udendørsbaner. Dagens program var spækket med mange aktiviteter, både på og udenfor banen. En højt anticiperet opvisningskamp mellem Wimbledonmesteren Frederik Løchte Nielsen og KBs store talent Kasper Elsvad, servekonkurrence, Pro-Am event, minitennis samt tematræning på nogle baner, var blandt de mange aktiviteter som klubbens medlemmer kunne nyde herligheden af.

Dernæst var der selvfølgelig rig mulighed for at socialisere på kryds og tværs af aldersgrupper, niveauer m.m, eller opgradere sit udstyr ved KetcherXpertens bod.

Dagen startede med morgenbrød og kaffe i restaurant Pilen, efterfulgt af formand Nicolaj Caiezzas tale og den officielle åbning af banerne. Flaget var hejst, og dagens aktiviteter kunne begynde.

På Centre Courten spillede Kasper Elsvad opvisningskamp mod Frederik Løchte Nielsen, hvilket for mange tilskuere var en god mulighed for at blive inspireret og motiveret til at begynde deres egen træning og spil. Efter kampen var der mulighed for at få autograf og billede med begge spillere, og mange benyttede sig af denne mulighed.

På bane 1,2,9,10 var der tematræning af 45 minutters varighed af henholdsvis forhånd, baghånd, slice og serv som blev superviseret af klubbens fastansatte trænere. Dette var naturligvis også en god mulighed for at lære hinanden bedre at kende, både spillere og trænere. På bane 3,4,5,6 var der mulighed for at deltage i Pro-Am double kampe, hvor mange af KB’s seniorholdsspillere deltog. Et event som viste sig at blive aldeles populært og mange deltagere forlod banen med store smil på læberne.

Indendørs var der mulighed for de mindste (og største) for at spille minitennis med skumbold, og som altid var der stor aktivitet her. På Allé Banen stod Jamie for afholdelse af en mindre doubleturnering for familier, og der blev ligesom med Pro-Am eventet, gået rigtig stærkt til den fra alles sider.

På trods af den bidende kulde i form af kold kraftig blæst, et vækslende skydække, enkelte snefug, så var der alligevel stor fremmøde i dag. Der var i alt 151 tilmeldte deltagere, men i nærheden af ca. 200 energisk fremmødte deltagere. Dette vidner om en stærk klub, og vi håber naturligvis at denne aktivitet forbliver høj når sæsonen rigtigt går i gang.

Der er mange planlagte aktiviteter på programmet i løbet af sommeren, så vi opfordrer alle til at deltage uanset niveau og alder. Første kærkommen lejlighed for mere inspiration og motivation, er ved KB Erhvervsklub Cup, som bliver spillet på Peter Bangs Vej med start den 29. april. Dette er en fantastisk mulighed for at komme og se tennis i topklasse, idet turneringen er den største turnering på den danske sommertour og er garanti for god underholdning.

Til alle der deltog ved dagens Standerhejsning, skal der lyde et stort tak til alle som deltog ved de forskellige aktiviteter. Der skal også lyde en stor tak til de frivillige og ildsjæle som var med til at gøre denne dag speciel.

Vi glæder os alle til at se jer alle igen på begge anlæg.Se mange flere billeder fra dagen på KBs officielle Facebookside.

Frederik Løchte Nielsen med nuværende tennisformand Nicolaj Caiezza og tidligere tennisformand John Kristensen

Frederik Løchte Nielsen med nuværende tennisformand Nicolaj Caiezza og tidligere tennisformand John Kristensen