Flot tennis til GPS turnering på KB

Dansk Tennis Forbund afholder gennem hele sæsonen Grand Prix turneringer. Her spiller man om point og de 3 højest rangerede spillere sidst på året modtager en pengepræmie.

Den første Grand Prix turnering blev afviklet i vinterferien i KB med et meget stærkt felt af spillere for damer og herrer.

Der blev vist en masse god tennis, og det var tydeligt, at spillerne virkelig kæmpede og gik efter sejren.

KB markerede sig meget flot. På herrer siden var 6 ud af 8 spillere i kvartfinalen. I semifinalen havde vi 3 spillere ud af 4, så det var en tilfreds sportschef der kunne konstatere, at spillerne er ved at være klar til de afsluttende holdkampe, der kulminerer med slutspil for elitedivisionen d. 11.-12. marts i Ølstykke.

Finalen blev spillet mellem KBerne Nicolai Ferrigno og Frederik Sletting Johnsen. Her vandt Nicolai 64 60. Det var et fantastisk comeback af Frederik Sletting Johnsen, der spillede sin første turnering i 4 år, og Nicolai viste gennem hele turneringen sin styrke og stabilitet.

Mohamed Shabib havde tabte til Nicolai i semifinalen efter en meget lang og tæt kamp.

Eric Vanshelboim slog den norske ATP-spiller Fredrik Ask i 2. runde og tabte kvartfinalen til Mohamed Shabib.

Hos kvinderne var dominansen fra KB ikke så stor. Der var til gengæld et glædeligt turneringsgensyn med Karina Ildor Jacobsgaard og Mai Grage. Efter fødsel og skade, kæmper de for at blive så gode de kan til slutspillet. Det kræver kampe og udfordringer. Dette fik de begge med to værdifulde kampe i kroppen.

Vinder for kvinderne blev Fanny Östlund fra Sverige, der ligger nummer 600 på WTA-ranglisten. Hun vandt i finalen over Maria Jespersen i en lang og tæt 3-sæts kamp.