Klar til semifinalerne i single, ingen KB titler i doubler

Damerne lagde ud og Emilie K.S. Hansen var første spiller der spillede kvartfinale, og hun viste vejen med en sejr på 75 63 over Anna Christensen, ATK. Emilie holdt nerverne i ro og spillede fornuftigt.

Semifinalen i morgen mod Ida Hasselbalch, Hørsholm, kan gå begge veje.

For herrerne vandt Nicolai Ferrigno 61 31 rtd. over Anders Grinderslev, Skovbakken. I første sæt var det spil mod et mål, hvor Nicolai viste høj klasse. I begyndelsen af andet sæt faldt Anders og slog sin hånd meget slemt. Han forsøgte at forsætte men kunne desværre ikke. Det skal ikke tage noget fra Nicolais gode spil og han må påtage sig favoritværdigheden i semifinalen mod Mads Elholm, Fruens Bøge.

Jesper Jørgensen tabte desværre sin kvartfinale 46 26 mod Morten Lyngbæk, Hørsholm. For at vinde skulle Jesper holde et højt pres gennem hele kampen. Mod en snu, rutineret ”rotte” som Lyngbæk, er det ikke den nemmeste opgave.

Jesper har spillet en flot turnering og skal arbejde videre med at være aggressiv over en hel kamp.

Finalerne i double gav desværre to sølvmedaljer til KB-spillerne med mindste mulige marginal. Mai Grage og Karina Ildor Jacobsgaard tabte 16 62 2-10 mod Catrine Bjerrehus, Århus 1900/Maria Jespersen, Gentofte. Mai og Karina har gennem turneringen haft svært ved at finde en rytme og fornuftigt doublespil. Modstanderne var mere skarpe og var fortjent.

I herrer double tabte Nicolai Ferrigno/Maxim Landa, HRT 64 57 10-12 mod Christian Berg Thuelsen/Esben Hess-Olesen, Århus 1900. En kamp der kunne gå begge veje i en underholdende kamp.