Godt nytår

Tennisafdelingen ønsker alle medlemmer et rigtig godt nytår og vil benytte lejligheden til at se lidt tilbage på jubilæumsåret 2016 og lidt fremad mod 2017.

Jubilæumsåret var fyldt med aktiviteter, bl.a. holdt vi DM Inde, slutspil for elitedivisionen indendørs og udendørs, juniorslutspillet, Tennis10 landsstævne, KB Erhvervsklub Cup, Junior- og Seniorklubmesterskaber, ITF juniorturnering, TennisEurope U12 og U16 turneringer, Boldens Dag den 4. juni samt en masse andre aktiviteter for medlemmerne.

Standerhejsningen på Pile Allé havde mere end 200 medlemmer på anlægget, så sommersæsonen blev i den grad åbnet med manér.

Der skal lyde et stort tillykke til 1. herreholdet, som blev danske mestre udendørs på hjemmebane efter en super weekend hvor vi satte nye standarder for afvikling af slutspillet, bl.a. med livestream på 2 baner, livescore fra alle baner, boldbørn, linjedommere og dommere på kampene, loppemarked og virtual tennis på græsset foran tennisbygningen. Vejret var også med os så det blev en virkelig god weekend for tennissen generelt og for de mange tilskuere. Der skal også lyde et stort tillykke til 1. dameholdet som vandt bronze i samme weekend.

Året har budt på masser af turneringssejre til KBs mange spillere, ingen nævnt ingen glemt, dog skal nævnes at 18-årige Johannes Ingildsen blev dansk mester indendørs på hjemmebane og skrev sig dermed ind i historiebøgerne.

2017 står for døren og byder igen på et år med masser af aktiviteter på anlæggene. Først og fremmest bliver det spændende at følge udviklingen med KB-hallen, som vil få indflydelse på tennisanlægget i byggeperioden.

I uge 7 afholdes der traditionen tro ITF juniorturnering og sidste års forsøg med at afvikle dansk GPS turnering i slutningen af ugen, gøres nu permanent da det fungerede rigtig godt. Præmiesummen til denne GPS turnering er på kr. 50.000,00.

Uge 18 afholdes KB Erhvervsklub Cup som er en seniorturnering med rækker fra GPS niveau til +70, dvs. for alle turnerings spillende seniorer fra 18-100 år. Her har GPS delen også en præmiesum på kr. 50.000,00.

Uge 24 har vi igen samlet U14 og U16 rækkerne ved en stor TennisEurope turnering og i uge 32+33 holdes der 2 uger i træk med internationale turneringer for U12erne.

I 2017 håber vi at mange flere medlemmer vil komme og kigge på klubbens 1. holds hjemmeholdkampe, holdene har brug for støtten og det er ofte nogle af de bedste danske tennisspillere, der mødes, så der er god mulighed for at blive inspireret til eget tennisspil.

Seniorklubmesterskaberne afholdes på Pile Allé i september måned, nærmere datoer meldes ud i løbet af foråret. Sidste år deltog 175 medlemmer og i år vil vi gerne nå 200 tilmeldte, så hold øje med tilmeldingsopslag.

Sommerferien byder selvfølgelig på camps for alle i uge 27 og uge 32, ligesom der vil være et par mindre 2-dages camps i foråret for alle medlemsgrupper.

Og hele året kan medlemmerne tilmelde sig de mange klubaktiviteter, som er det som danner grundstenen i klubben, her hvor medlemmerne kan spille tennis og hygge sig sammen; formiddagstennis, pizzatennis, tennisskoleaktiviteter, holdkampe om sommeren, skumtennisklubmesterskaber for alle 2. påskedag, junior- og seniorklubmesterskaber i sommersæsonen og meget andet.

Alt i alt ser vi frem mod 2017 med glæde og spænding. Endnu engang ønskes alle et rigtig godt nytår.