Flere danske mestre på hjemmebane

DM Inde blev i den forgangne uge afviklet på KBs anlæg på Peter Bangs Vej. Hele ugen var der masser af KB'ere med og til slutkampene var der da også deltagelse af spillere fra KB. Singlefinalerne blev afviklet i den gamle hal hvor mange store navne gennem tiden har spillet.

18-årige Johannes Ingildsen blev dansk mester i herresingle ved at finalebesejre Andreas Moltke-Leth i 3 sæt, 6-3 6-3 6-4, finalen blev spillet bedst af 5 sæt. Johannes har spillet i KB hele sit liv og har opnået fine resultater, både som junior hvor han sluttede blandt de 100 bedste i verden og som senior hvor han udover at have spillet sig på verdensranglisten, nu også er dansk mester.

17-årige Emilie K. Hansen blev sammen med sin makker Helena Steenberg fra Lyngby dansk mester i damedouble efter at have spillet en meget flot turnering sammen, hvor de slog både det 1. og 2. seedede par ud.

KBs nye spiller Mohamed Shabib blev dansk mester i herredouble sammen med sin makker Anders Grinderslev fra Skovbakken efter en flot turnering. Det var første gang de spillede sammen, så det må siges at have været en god beslutning.

I damesingle var der bronze til Julie Noe og i herresingle til Nikolaj Katic.