Klubbens profil

Kjøbenhavns Boldklub (KB) har et stærkt foreningsliv, der baserer sig på stolte traditioner og sportslige resultater. Dette giver sig bl.a. årligt udtryk i et antal Danmarksmesterskaber for såvel hold som individuelle præstationer indenfor tennis, fodbold og cricket.

Klubben har 4528 medlemmer i alle aldersgrupper, heraf 3636 aktive og 892 passive medlemmer. Tallene er opgjort 15.05.09.

Aktiviteten i klubben er kendetegnet dels ved et højt aktivitetsniveau for børn og unge dels ved at mange ældre medlemmer stadig er aktive.

Traditionerne understøttes bl.a. af at medlemmerne har langvarige medlemskaber, hvilket hvert år fejres i Sankt Marcus Ordenen, hvor kun medlemmer med mere end 25 års medlemskab af klubben kan blive optaget. Ordenen er opkaldt efter beliggenheden af klubbens første egentlige idrætsanlæg.

På den sportslige side – og vedrørende brugen af KB’s anlæg - har KB en række samarbejdspart-nere, hvoraf F.C. København, Frederiksberg Idræts-Union, Badmintonklubben SMASH og Hærens Officersskole er de mest fremtrædende.

Klubben vil også i fremtiden være en eliteklub, hvor kerneproduktet er talentudvikling. Kvaliteten af den træning der tilbydes medlemmerne ses fortsat at ville tiltrække eliteungdom og børn, som kan udvikle sig til eliteungdom.

Vedrørende klubbens anlæg, søger KB gennem nyanskaffelser og en kontinuert vedligeholdelse at stille nogle af Danmarks bedste indendørs og udendørs faciliteter til rådighed for sine medlemmer – uanset hvilket sportsligt niveau medlemmerne befinder sig på.

I forhold til den udvikling, der sker i samfundet i almindelighed og idrætsverdenen i særdeleshed, arbejder klubbens bestyrelse på i de kommende år at udvikle medlemskoncepten i retning af en større fleksibilitet for såvel medlemmer som kunder.

 

 



Print denne side