Semplers 50 års jubilæumstale

”Mine medstiftere har overdraget mig at sige et par ord i anledningen af KBs jubilæum.

Alt det store, der er sket i de sidste 45 år på boldspillets område, er velkendt og velbeskrevet; jeg skal derfor holde mig til de første fem år til boldspillets trængselstid.

Møller og Nielsen fra Helsingør, jeg fra Jylland, og vi lærte hinanden at kende her i København i vor omtrent 20 års alder. Som drenge havde vi i vor leg særligt yndet boldspil, og vi enedes om at foretrække sådan leg for den lade måde, daværende københavnere benyttede deres fritid på, nemlig sove så meget som muligt, og når dette ikke lod sig gøre mere, da i strøgtiden vandre op og ned ad Østergade og hellige aftnerne til sangerinde tingel tangel, som Erik Bøgh jo hævdede, der fandes i hver en kælder. Det var ikke noget for os, og vi enedes om at søge samlet så mange unge mennesker, at vi kunne få et boldspil igang som søndagens fornøjelse og idræt. Dette kneb uhyre og lykkedes først, efter at jeg, som boede hos bogtrykker Levison, fik sønnen Fr. Vilhelm interesseret for sagen.

Den 26. april 1876 samledes vi – en halv snes unge fyre i Levisons hjem, Snaregade 10 og vedtog stiftelsen. Vi døbte barnet ”Kjøbenhavns Boldklub”. Barnet skulle gøre København ære, og barnet har gjort København ære.

Vi lavede udkast til love. Jeg kan forelægge et af disse håndskrevne udkast, som hvert medlem fik et eksemplar af, og hvorpå vi levede et halvt år, før var der ikke råd til trykning. Foreningens formål er – siger udkastet – ved boldspil at skaffe sine medlemmer en sund legemsøvelse og en behagelig adspredelse.

Vi kæmpede os så gennem vort første halvår og nåede så vidt erindres op til ca. 30 medlemmer, hvoraf 7 a 8 var højst interesserede. Resten mere ligegyldige og uberegnelige.

Hvorledes skulle vi holde disse sammen vinteren igennem – og hvorledes skulle vi skaffe de penge, der altid var nødvendige, hvor liv skal opretholdes? Ikke en velhaver blandt os, der alle var fattige kontorfolk eller studenter. Styrelsen enedes om en ugentlig vintersammenkomst, bygget over en sangforenings underholdning med efterfølgende kortspil og anden lystighed.

Al den energi, styrelsen var optrænet i ved det uhyre vanskelige at skaffe spillere, kom os nu til gode, vi kaprede mange medlemmer lavede baller, dilettantkomedier og karnevaller, altid bygget på at give overskud og altid givende overskud. Vore fester kom i virkeligheden i ry; pressen var os gunstig; Balduin Dal komponerede KBs galop, der spilledes i Tivolis Koncertsal, til KB baller og alle byens andre baller.

Vi havde en aldeles ypperlig kasserer i Møller, der nok kunne tage penge ind ved festerne, men aldrig give dem ud til andet end boldspillet.

Møller, Nielsen og jeg sad i KBs styrelse i de første år, ingen af os var og er aldrig blevet selskabelig anlagt, vi havde ud over det at passe vor daglige dont kun én virkelig interesse, og det var boldspil og fremme af boldspil; men tør jeg i dag sige, uden ”malkekoen” selskabeligheden, som også bragte os mange spillere eller spilinteresserede, blandt andet Markmann, ville KB ikke i dag have kunnet fejre sit 50 års jubilæum.

Nu har tiderne ændret sig, sangerinderne er delvist forsvundne, men boldspillet florerer; at danne en boldklub er let, at danne en selskabelig forening sikkert langt sværere. Netop som det bør og skal være.

Når vi stiftere nu rejser landet rundt, frydes vore øjne ved at se en boldplads ved så godt som enhver landsby, og vi bøjer os dybt for de dygtigere folk end vi, der tog vor sag op og førte den til sejr.

KB er ikke ene om at være boldklub i København, og jeg håber heller aldrig, den bliver det, men jeg håber, at den altid vil være en pryd blandt boldklubberne.

Og derved vil jeg bede alle sammen med os 3 sejlivede stiftere at udbringe et ni foldigt hurra for den.

KB Længe Leve!"