Langbold

Spillepladsen var Blegdamsfælled. Det kneb med at finde modstandere. Sportsklubber var sjældne i 1870’erne – så der blev i stedet arrangeret ”præmieboldspil”, hvilket vil sige, at de dygtigste af de deltagende medlemmer fik gevinster med hjem.

Rekvisitterne, bolde og boldtræ, blev opbevaret i en høkerbutik i Fredensgade. Cyklen og sporvognen var ikke opfundet endnu, og spillerne beklagede sig med rette over den lange tur inde fra midten af København til Fredensgade og videre til Fællen.

Der blev ikke udelukkende spillet på Fælleden. Til tider drog de gæve KB-langboldspillere med musik og faner i spidsen helt ud til Eremitagesletten, hvor de efter kampene sammen med deres koner og kærester indtog et dejligt måltid på Rådvad Kro og senere morede sig med dans og anden underholdning.

Klubben havde sin opmærksomhed henvendt på muligheden af at komme lidt nærmere til byen. Navnlig havde man kastet sine øjne på Rosenborg Eksercerplads, men det var dog først efter mange forgæves forsøg, at det i 1879 lykkedes at få tilladelse til at benytte Eksercerpladsen på bestemte tidspunkter, som man dog ikke var så nøjeregnende med.

I KBs først år – da der udelukkende spilledes langbold, som kun kunne dyrkes om sommeren, dengang var der ikke noget, som hed entré til KBs sportsarrangementer, så det var en nødvendighed at finde på midler til at holde på medlemmerne om sommeren.

Læser man bestyrelses- og forhandlingsprotokollen fra klubbens først år, føler man sig snarere hensat til en selskabsforening. Det var næsten ikke et referat fra bestyrelsens – og forhandlingsprotokol, uden det handlende om afholdelse af baller, maskerader, pølsegilder, aftenunderholdning, skovture kortspil osv. At klubben under disse omstændigheder også havde sin egen sangforening, er jo næsten en selvfølge.

Men det betød, at klubben økonomisk holdt sig oven vande.

En sjov historie, der viser, hvor smag og opfattelse kan ændre sig, kan fortælles da medlemmer ved en af disse sportslige skovture - som en slags motion ovenpå måltidet, foranstaltede en indbyrdes brydekamp og i den anledning trak vest og frakke af, vakte dette brud på almindelig selskabelig dannelse en så frygtelig indignation hos formanden, at han ikke alene nedlagde formands-værdigheden men samtidig meldte sig ud af klubben. Han gik så vidt, at han skriftlig fraråder en ven at lade sine døtre deltage i baller eller lignede selskabelige underholdninger i KB da ”han ikke kan svare for hvad selskab, de der vil træffe”.

Foruden at virke samlende på medlemmerne havde festerne også det formål at skaffe penge i kassen. Hvilket fremgår af, at der på et bestyrelsesmøde blev vedtaget at arrangere de kommende vinterfester så økonomisk, at der kunne påregnes et overskud til dækning af spillesæsonens krav.

Man må dog ikke tro, at klubben på grund af alle disse fester tabte sit egentlige virkefelt – langboldspillet – af syne. Tværtimod, der blev i langt høj grad holdt justits med medlemmerne, som ufravigelig måtte give formanden skriftlig eller mundtlig meddelelse, når de udeblev fra øvelserne.