Preben Thomsen får et skulderklap af fodboldformand Keld Jørgensen. Foto: Christian Fisker

Preben Thomsen får et skulderklap af fodboldformand Keld Jørgensen. Foto: Christian Fisker

En trofast mand af den gamle skole

Frivillige ledere i døgndrift må siges at være en sjældenhed – også i KB. Klubben har dog et medlem, som tilhører den unikke kategori: Preben Thomsen. Årets Æresgallerist 2021. 

Det var og er KB’s held, at den stille og gemytlige bankmand i 1998 fik øje på en annonce i Frederiksberg Bladet, hvor klubben søgte nye ledere og trænere til fodboldafdelingen. 

Preben elskede og elsker fodbold. I sine yngre år var han medlem af Esbjerg forenede Boldklubber, hvor han stod på mål for klubbens bedste ungdomshold og senere på klubbens 2. seniorhold. En mand med så sikre hænder var lige noget for KB – ikke mindst Støtteforeningen. 

Gennem årene har Preben varetaget flere funktioner i KB og løst et utal af opgaver: afdelingsleder for børneafdelingen, sekretær i fodboldafdelingen, registrering af frivillige leder og trænere, klargøring til Støtteforeningens mandagsbanko, afvikling af klubarrangementer og målaktionærfester samt mangeårig ansvarlig styrmand af stævnekontoret under Audi KB Cup. 

Bankmandens store omhyggelighed og præcision har skinnet tydeligt igennem. Der har været styr på tingene hos den alsidige herre med mange bolde i luften og en stor berøringsflade i klubben. 

Sidst men ikke mindst har Preben igennem de seneste 12 år haft ansvaret for fodboldafdelingens tøjaftaler til en samlet værdi på godt 1,5 millioner kroner om året. På daglig basis har han bestilt, afhentet, kontrolleret, afregnet og udleveret køb af tøjpakker mellem anlægget på Peter Bangs Vej og shoppen i Parken, mens han har vedligeholdt et utal af regneark for at holde styr på det hele. 

Preben er et velkendt ansigt og en vellidt person i KB. En mand af den gamle skole og derfor en sand mester i det danske sprog. Ofte har han kommenteret og korrigeret tekster, der er skrevet i KB’s navn. Ikke for at genere. Han interesserer sig blot for klubben, så den fremstår både professionel og ordentlig.

Preben Thomsen - Årets Æresgallerist 2021. Foto: Christian Fisker

Preben Thomsen - Årets Æresgallerist 2021. Foto: Christian Fisker

For nylig er der indgået en tøjaftale med Unisport og Adidas, så Preben nu er blevet afløst af en online-løsning, hvor der kan handles via nettet. Det er dog ikke alt, som den moderne teknologi kan klare, så den besindige vestjyde vil fortsat varetage de store klubkøb, når der for eksempel er behov for indkøb af tøj til et helt ungdoms- eller seniorhold. 

Det kan godt være, at Preben har rundet de 84 år, men han er stadig villig og klar med en hjælpende hånd eller to, og uden ham får fodboldafdelingen ikke en god traditionel julefrokost. 

KB har med få undtagelser ikke haft en frivillig leder, som er på niveau med Prebens indhold og format igennem klubbens mangeårige historie. Spørgsmålet for fremtiden er, om der kommer en arvtager, som kan leve op til KB’s værdier i form af engagement, ansvarlighed og begejstring samt uegennyttig indsats.

Et stort og varmt tillykke til æresgallerist nummer 145. Det er bare så fortjent.