Glæd dig: Intim- og hygge-koncerter på KB

med Sko&Torp, Lis Sørensen og John MogensenLIVE duo

Corona-tiderne er forhåbentligt langsomt ved at blive bedre og vores klub er åbnet op efter en lang periode uden at kunne mødes på vores anlæg.

Efter besøg af en række danske top-musikere, blandt andre Bent Fabricius-Bjerre, Michael Carøe og Hanne Boel, til udsolgte aftener i Pejsesalen er der måske igen behov for at mødes til andet end sport på anlægget.

Derfor er vi rigtig glade for igen i år at kunne præsentere tre fredags-aftener i september, oktober og november i Pejsesalen i selskab med danske kunstnere fra absolut øverste niveau og deres musik, der på hver deres måde er en stor del af vores musikhistorie.

Til alle arrangementer er mødetid kl. 18.30, spisning kl. 19 og derefter koncert fra klokken ca. 21. Der vil efter koncerten være mulighed for at hygge sig yderligere i et par timer til loungestemning.

Billetsalg via KBs Medlemssystem / vælg ”Fredags-intimkoncerter

Billetterne sælges efter først til mølle princippet og makismalt 8 stk. per medlem.

Vent ikke for længe, vi mærker stor interesse, og vi kun kan være ca. 150 i Pejesesalen.

Der er i samarbejde med KBs kontor også muligt at sidde sammen med sin familie, venner og bekendte - så vidt det overhovedet kan lade sig gøre.

Programmet:

_______________________________________________________________________________________

UDSOLGT!

Hvis Corona-restriktioner lempes kan vi åbne for salg af flere billetter. 
Ønsker du at blive skrevet op til venteliste - send en mail til lotte@kb-boldklub.dk

Søren Sko og Palle Torp er indbegrebet af dansk pop/ rock og har siden deres debut tilbage i 90`erne været en stor og markant del af det danske musikmiljø.

Deres debutalbum fra 1990 On a Long Loney Night blev en stor succes med over 200.000 eksemplarer - det mest sælgende debutalbum nogensinde -  og deres i alt 6 albums har totalt solgt over 400.000 kopier.

Aftenen byder på masser af livsglad, nostalgisk, feel-good og tilbagelænet amerikansk vestkyst-inspireret musik fra deres store katalog med alle deres mange ørehængere...

Pris med koncert og buffet: DKK 475

__________________________________________________________________________________________________ 

UDSOLGT!

Hvis Corona-restriktioner lempes kan vi åbne for salg af flere billetter.
Ønsker du at blive skrevet op til venteliste - send en mail til lotte@kb-boldklub.dk

Lis Sørensen behøver ingen nærmere præsentation. Lis har nærmest ikon-status og tilhører den absolutte elite i dansk musikliv.

Med udspring fra hendes fødeby Aarhus og tiden med pigebandet Shit og Chanel har hun gennem tre-fire årtier spillet og sunget sammen med stort set alle i den danske musikbranche, Thomas Helmig, Sebastian, Gnags, Poul Halberg, Gasolin, ja man kan blive ved... Hun har alene udgivet 12 studie-albums og har medvirket på et utal af andres produktioner.

Lis rejste sidste år Danmark rundt for udsolgte huse med to andre store, kvindelige sangerinder Anne Linnet og Sanne Salomonsen og giver her på KB en intimkoncert med tre musikere med en blanding af gamle og nye numre.

Pris med koncert og buffet: DKK 575

_______________________________________________________________________________________

Det officielle og voldsomt populære John MogensenLIVE orkester med musikerne Karsten John Mogensen Loft - ja det hedder han nu! - og Brian Thomsen på keyboard giver med sjæl, nostalgi, historiefortællinger og humor en rejse i John Mogensens fantastiske univers med de mange, mange ikoniske sange, der er en del af den danske folkesjæl.

John MogensenLIVE har givet fire totalt udsolgte koncerter på Frederiksberg, sidst for to år siden i Pejsesalen med hele orkesteret. De er her nu igen som duo - blandt andet på opfordring for mange, der ikke så dem sidst. 

Med godt seks uger til juleaften er det måske også en rigtig måde at se eller genopleve deres koncert - og starte Julen op på.

Pris med koncert og buffet: DKK 375

_______________________________________________________________________________________

Aftenerne arrangeres naturligvis i fuld respekt for de officielle betingelser for myndighedernes Corona-krav.

Skulle der af uforudsete grunde blive ændringer i de officielle forsamlingstilladelser og arrangement må udskydes/ aflyses returneres naturligvis alle betalinger for købte billetter med det samme.

Sænkes tilladelse af antallet af personer, der må være til stede af hensyn til Corona-udviklingen bliver billetter købt først prioriteret til at bibeholde billetten. Intet tyder jo heldigvis på noget sådant, men så er reglerne blot klare for os alle.

Det skal bemærkes at arrangementerne er non-profit og at alt eventuelt overskud går ubeskåret til KBs Ungdomsafdeling.

Tilbage er blot at ønske dig og jer rigtig god fornøjelse til nogle forhåbentlige hyggelige KB-aftener i Pejsesalen.