Frank Hansen - modtager af Gunnar Jensens sølvbæger. Foto: Dan Rugaard

Frank Hansen - modtager af Gunnar Jensens sølvbæger. Foto: Dan Rugaard

En vellidt og respekteret klubmand

I 30 år har den 11. august været en særlig dag på KB. Det er dagen, hvor klubben hædrer et medlem med en præmie i form af et sølvbæger fra Gunnar Jensens Fond: ’En person, der i særlig grad ved forbilledlig optræden på og udenfor fodbold- og cricketbanen har gjort sig fortjent til sine kammeraters agtelse’, som der står i fondens statutter.

I år er valget faldet på Frank Hansen, som i en lang årrække har varetaget forskellige opgaver i KBs fodboldafdeling. Stort som småt og altid med stor imødekommenhed. Frank går man sjældent forgæves til, selv om den tidligere håndboldspiller til tider kan betragte fodboldspillere som ’nogle pjevsede størrelser’ – dog ikke når det handler om Liverpool.

Frank Hansen er analytisk, samlende, velovervejet, diplomatisk og vidende. Et solidt omdrejningspunkt. Og han forstår at holde hovedet koldt, når tingene spidser til.

Den egenskab viste han ikke mindst i forbindelse med opstarten af FCK School of Excellence i 2009, hvor Frank Hansen var en del af det trænerteam, som fik ansvaret for det første kuld af spillere, der ikke blev udtaget til FCKs første U14-hold. Spillere skulle opmuntres, og kritiske forældre skulle behandles med tålmodighed og pædagogik.

Frank Hansens engagement er uomtvistelig, hvilket gør ham til en meget vellidt og respekteret KBer, som altid er parat til at give en hånd med, når klubben har brug for hjælp.

Et stort og velfortjent tillykke.