Tekst Karl Aage / Foto Christian Fisker

Tekst Karl Aage / Foto Christian Fisker

Vellykket fest i nye rammer

Målaktionærer havde en skøn eftermiddag i Pile Allé

Ugedagen var ny, og det var stedet også, men det forhindrede ikke 120 målaktionærer i at have en herlig eftermiddag til den årlige traditionelle forårssammenkomst.

Normalt plejer mødedagen at være en søndag, men denne gang blev det en lørdag. Mødestedet har som regel været Granen og Pejsesalen på Peter Bangs Vej, men de lokaliteter var for længst optaget af anden festivitas.

Heldigvis er KB en stor klub med ikke færre end to anlæg, så denne gang blev Restaurant Pilen i Pile Allé det hyggelige samlingspunkt for et par timers god mad og diverse underholdning til målaktionærerne, inden festen sædvanen tro skulle afsluttes med superligafodbold i Parken – denne gang mellem FC København og AC Horsens.

Restauratør Theis Nygaards veloplagte personale afleverede i fornem stil en buffet af bedste danske frokostkvalitet, og hvis der findes en målaktionær, som ikke blev mæt, er det ganske enkelt personens egen skyld.

KB’erens chefredaktør Jørgen Willum Larsen med signaturen ’Sorte’ åbnede for sin righoldige historiebog og fortalte folket om anlægget på Pile Allé, der har Frederiksberg Slot som nabo. KB har aldrig været ejer, men lejet bygningerne og området af det offentlige siden 1913, og senest er lejemålet blevet forlænget til 2050.

Derefter tog sportschefen for KBs børne- og ungdomsafdeling, Franz Dupont, ordet som arrangementets såkaldte ’hemmelige gæst’ og fortalte vidt og bredt om afdelingens virke og pointerede samtidig målaktionærernes meget vigtige rolle.

Som sædvanlig var der også en quiz og lodtrækning af sponsorpræmier til de fremmødte målaktionærer, og så var næsten to timer med højt humør bare forsvundet på ingen tid.

Næste stop var Parken, og FC København sørgede for, at det blev en fuldendt vellykket festdag ved at vinde med 4-1 over AC Horsens. En af målscorerne var Jonas Wind, talentfuldt produkt fra KBs målaktionærstøttede ungdomsafdeling.

Se hvordan du bliver målaktionær. På forhånd tak.

Så kan du allerede glæde dig til næste forår – til den næste målaktionærfest.