William Kvist foran portrættet, der nu hænger i Æresgalleriet. Foto: Christian Fisker

William Kvist foran portrættet, der nu hænger i Æresgalleriet. Foto: Christian Fisker

’Tak for de gode værdier’

KB er en klub med utallige traditioner. Det kan ikke være andet med 142 år på bagen.

Siden 1942, hvor 66 medlemmer røg op på væggen i et hug, har klubben hvert år på sin fødselsdag portrætteret et medlem i Æresgalleriet, der findes på første sal over Restaurant Granen. Området med portrætterne kaldes også populært for Mahognigangen, fortalte formand Niels-Christian Holmstrøm, inden han præsenterede den nye æresgallerist.

Det er William Kvist. I årevis en lederskikkelse af format på FC Københavns mandskab i Superligaen og på landsholdet. Tallene taler deres tydelige sprog. I derbyet mod Brøndby den 6. maj kan Kvist spille sin kamp nummer 400 for FCK – suveræn klubrekord. Læg så dertil 85 klubkampe i Europa, 78 A-landskampe, 42 U-landskampe, syv danske mesterskaber, titler som Årets Superligaprofil og Årets Fodboldspiller og meget mere.

William Kvist kom til København fra Jylland i begyndelsen af halvfemserne som syvårig. Familien bosatte sig i Vanløse, men en klog mand i det jyske havde fortalt Williams mor, at knægten havde talent, og at han derfor skulle spille i den bedste klub – KB.

Niels-Christian Holmstrøm sparede heller ikke på roserne til den nye æresgallerist.

”Dine kvaliteter, dine gode førsteberøringer, din sikkerhed i pasningsspillet og dine kompetencer på det mentale plan og taktiske forståelse har været outstanding. William, for mig har det altid været en fornøjelse at følge dig, lige fra da du begyndte med de lange indkast, før de var opfundet. En fantastisk karriere. Du har altid været KB en god mand, en god repræsentant i dansk fodbold, og vi er stolte af, at du er i vores klub.”

 

William Kvist og Niels-Christian Holmstrøm. Foto: Christian Fisker

William Kvist og Niels-Christian Holmstrøm. Foto: Christian Fisker

Så blev portrættet afsløret, og William Kvist takkede for hæderen. Han kunne ikke forstå, at han allerede som 33-årig var æresgallerist i KB og troede, man skulle have en alder, der matchede formandens for at komme i betragtning. Derefter så han tilbage på sin tid som KBer.

”Det fantastiske er, at det i dag er de samme baner, jeg træner på med FCK, som da jeg var syv-otte år gammel. Det er lidt sjovt, at jeg nogen gange kan mærke de ting om at være otte år igen, når jeg løber ude på banen, men så mærker jeg et eller andet i baglåret, der fortæller mig, at jeg er 33 år.”

Klubbens betydning som institution fik også mange venlige ord med på vejen.

”Til selve klubben vil jeg bare sige tak for de gode værdier, som den har været med til at påvirke mig med omkring at give sit bedste,” sagde William Kvist, inden han fortalte, hvad der skulle ske med de 10.000 kr., han havde fået af Kjøbenhavns Erhvervsklub.

”Jeg ved, hvad det gør og betyder at være frivillig, og hvad det har gjort for mig og den entusiasme, der er i det. Derfor vil jeg gerne donere de 10.000 kr. til ambitiøse, unge frivillige, som skal ud på en inspirationstur, og jeg håber meget på at kunne arrangere noget til Fulham, Wigan, Manchester City eller hvor, det nu lader sig gøre. Gode klubber der åbner muligheder for to-tre mennesker til at komme af sted.”

Endnu en spiller med KB-blod og repræsentant for FC Københavns superligamandskab blev hædret på fødselsdagen, da Jonas Wind modtog mindepokalen Granen.

Pokalen er uddelt siden 1944, og den skal gives til ungdomsafdelingens største talent her og nu, fortrinsvis en centerforward. Det lever Jonas Wind, der er søn af den tidligere landsholdsmålmand fra FREM og nuværende teammanager hos FCK, Per Wind, fint op til.

Det berørte Niels-Christian Holmstrøm også i sin hyldesttale.

”På trods af det DNA og de gener, der flyder i Jonas, er det alligevel lykkedes for ham at blive en god fodboldspiller. Jonas kom til KB i 2012, hvor han ret hurtigt indtog sin naturlige plads på vores bedste ungdomshold, og du har ret hurtigt i din karriere fået både national og international debut i kraft af din teknik, som vi også har set rækker helt til superliganiveau. Ikke mindst kan jeg godt lide dit blik for spillet. Du er ikke den typiske centerforward, der skyder på mål, lige så snart han har fået bolden. Du har et meget veludviklet blik for dine medspillere,” sagde Holmstrøm og fortalte så, at den nye modtager af Granen også kan score mål – masser af mål. Stærkest dokumenteret i 2016 da FC København U17 blev dansk mester. Dengang scorede Jonas Wind 28 mål – en suveræn rekord.

Stort tillykke til William og Jonas.

En stolt Jonas Wind med Granen. Foto: Christian Fisker

En stolt Jonas Wind med Granen. Foto: Christian Fisker