Tekst: Karl Aage Dalgaard. Foto: Lise Monsrud, Klaus Spøhr og Lotte Kruse

Tekst: Karl Aage Dalgaard. Foto: Lise Monsrud, Klaus Spøhr og Lotte Kruse

Suveræn fest med John Mogensen

”Der er noget galt i Danmark”. Eller hvad? Ikke i Pejsesalen når John Mogensens udødelige viser fortolkes og præsenteres for et totalt udsolgt og feststemt publikum.

Efter stegt flæsk, persillesauce, æblekage og kaffe i den folkekære trubadurs ånd kommer der ”Fut i fejemøget”, så man drømmer sig væk til at være ”To mennesker på en strand”.

Lidt koldt i denne tid, men det er suverænt, når to mennesker ”Sidder på et værtshus” og får en fremragende idé – Kim Hansen og Henrik Saabye – to trofaste, mangeårige KB-medlemmer.

Anledningen er også den premiereaktuelle film om John Mogensens liv, ”Så længe jeg lever”, med Rasmus Bjerg i hovedrollen, hvor et bestemt orkester også medvirker – John Mogensen LIVE.

Fem mand med sangeren Karsten Noel Loft i spidsen. Levende og fortællesyge i Pejsesalen, men jyder.

”Så var direktør Eigenbrod lettere at overtale,” lyder det fra Kim Hansen, der sammen med Henrik Saabye har flere trumfer på hånden. De har allerede smidt det første es på bordet.

”Vi har en aftale på plads med Hanne Boel til en intim julekoncert 6. december. Billetter udbydes til salg i september,” fortæller Henrik Saabye.

Hanne Boel er en sangerinde med et bredt repertoire. Gospel, soul, jazz, pop, rock og lidt techno. Og så er hun damen, der sang ”Der er et yndigt land”, da Danmark blev europamester i fodbold i 1992.

   


Den tid, den glæde. Nu har Børge, lille Lasse, Karl Herman – og John Mogensen – været forbi. Og KBs ungdomsafdeling i fodbold har modtaget et lille ekstra tilskud til hverdagen.

”Åh hvilken herlig nat”. Tusind tak til Kim og Henrik og tak for dejlig mad og drikke til Jette og hendes veloplagte personale.