Lykke Friis brød med succes en mangeårig tradition i Sankt Marcus Ridderordenen. Foto: Christian Fisker

Lykke Friis brød med succes en mangeårig tradition i Sankt Marcus Ridderordenen. Foto: Christian Fisker

Lykkeligt brud på traditionerne

2018 bliver helt sikkert et uforglemmeligt år i KB. Året med indførelsen af pigefodbold i klubben og året med den første kvindelige hovedtaler ved den årlige Sankt Marcus Ridderfest.

Sankt Marcus Ridderordenen er en orden for mandlige KB-medlemmer med 25 års uafbrudt medlemskab og mere. Ligesom det i årevis har været utænkeligt, at piger skulle have adgang til at spille fodbold i klubben, har det også været et faktum, at kvindelige talere til ridderfesten ikke har været et tema.

Og dog. Ordenens præsidium har længe været på jagt efter en bestemt kvinde til at bryde traditionen. Den tidligere klima-, energi- og ligestillingsminister samt tidligere prorektor for Københavns Universitet, Lykke Friis, har stået højt på ønskelisten.

I år lykkedes det endelig at få den nuværende udenrigskorrespondent i Berlin for Berlingske og meget inkarnerede Bayern München-fan til at komme – sammen med sin ægtefælle Peter Warming og hunden Winston.

”Bare rolig. Winston er en hanhund,” beroligede Lykke Friis veloplagt fra talerstolen til de ca. 280 mandfolk i tennishal 2.

Lykke Friis var veloplagt og skarp i replikken, da hun holdt tale ved årets Sankt Marcus-fest. Foto: Christian Fisker

Lykke Friis var veloplagt og skarp i replikken, da hun holdt tale ved årets Sankt Marcus-fest. Foto: Christian Fisker

Hun konstaterede dog også med en vis sarkasme, at nu var det endelig lykkedes for pigerne at ”komme til at spille fodbold i KB 139 år efter drengene”, og at kvinder hidtil ved festerne i Sankt Marcus Ordenen var begrænset til ”serveringsdamer og Bakkesangerinderne”. Sidstnævnte underholdt ved festen i 2001.

Uanset hvad damen sagde fra talerstolen, blev hun honoreret med taktfaste klapsalver fra salen, og flere syntes, at det var den bedste tale siden 1997, da Københavns daværende biskop Erik Norman Svendsen var på podiet som den hemmelige hædersgæst.

En trofast boldridder har på sin Facebook-profil skrevet følgende:

”Lykke Friis er gud, hvor er det rart at høre på vidende mennesker. Som ene kvinde blandt 280 mænd tog hun bare kegler. Tusind tak fra mig.”

Er der stor glæde hos KB-mændene, er den ikke mindre hos de damer, som har været i klubben i mindst 25 år uden ophold.

KB Piger 25 år samledes i år for 23. gang, og de havde en festtaler, de har været ude efter i nogle år. En mand. Oven i købet en KBer. En sølvstorboldridder (mindst 60 års medlemskab af KB, red.) i Sankt Marcus Ordenen. Flemming Toft.

Han var efter sigende en succes. Det forlyder også, at han nød at være i de mange damers selskab, for han deltog i festen fra start til slut.    

Et veltilfreds præsidium puster ud efter en vellykket fest. Foto: Christian Fisker

Et veltilfreds præsidium puster ud efter en vellykket fest. Foto: Christian Fisker