Michael Nybrandt - modtager af Gunnar Jensens sølvbæger. Foto: Christian Fisker

Michael Nybrandt - modtager af Gunnar Jensens sølvbæger. Foto: Christian Fisker

Han kan holde mange bolde i luften

I 30 år har den 11. august været en særlig dag på KB. Det er dagen, hvor klubben hædrer et medlem med en præmie i form af et sølvbæger fra Gunnar Jensens Fond. ’En person, der i særlig grad ved forbilledlig optræden på og udenfor fodbold- og cricketbanen har gjort sig fortjent til sine kammeraters agtelse’, som der står i fondens statutter. 

Michael Nybrandt lever i høj grad op til førnævnte beskrivelse. Først i ungdomsårene på fodboldbanen som en suveræn forsvarsstyrmand og holdkaptajn. Herefter som senior- og oldboysspiller, hvor han både på og udenfor banen er en meget respekteret og vellidt holdkammerat. 

Netop for ’de gamle drenge’ har Michael været en utrættelig frivillig arbejdskraft som medlem af oldboysafdelingens bestyrelse, som holdleder for Oldboys 2 og veteraner siden 2004, primus motor for gennemførelsen af international oldboys Classico Cup på KB i 2016 og idémand til vintertræning for +40 veteraner. 

Han har dog også overskud til at tænke på fremtiden som mikrotræner for KBs yngste fodboldspillere, der boltrer sig på Pile Allé. 

Og så er han manden bag den fremragende opsætning og layout af KB’eren, ligesom han har været bagmand for designet af KBs 140-års jubilæumslogo i 2016. 

Diverse klubarrangementer er han heller ikke bleg for at holde styr på, og samlet demonstrerer tingene, at Michael Nybrandt er en herre med mange bolde i luften og en stor berøringsflade i KB. 

Det falder godt i tråd med, at Michael er uddannet kaospilot og kendt og anerkendt ikke bare i KB-kredse. I forbindelse med uddannelsen arbejdede han på at arrangere en fodboldlandskamp med Tibet. Michael blev den første landstræner for den lille region i Himalaya-bjergene, og det endte med, at Tibet og Grønland foran 5.000 tilskuere mødte hinanden i Vanløse Idrætspark den 30. juni 2001. Siden har han fulgt eventen op med tegneserien ’Drømme i tynd luft’. 

Et stort tillykke til Michael, som på alle måder har gjort sig fortjent til Gunnar Jensens sølvbæger.

Michael Nybrandt modtager rosende ord fra formand Niels-Christian Holmstrøm. Foto: Christian Fisker

Michael Nybrandt modtager rosende ord fra formand Niels-Christian Holmstrøm. Foto: Christian Fisker