KBs jubilæumslogo er tegnet af Michael Nybrandt

KBs jubilæumslogo er tegnet af Michael Nybrandt

Kjøbenhavns Boldklub fejrer sit 140’ende år

KB blev stiftet 26. april 1876. I de første par år blev der kun spillet langbold og senere indførtes fodbold og cricket, og fra 1883 blev der også spillet tennis i KB.

I København i 1876 var det urolige tider. Det var kun 12 år efter at Danmark var blevet amputeret op til Kongeåen, efter den ulykkelige krig i 1864, der førte til tabet af Slesvig og Holsten. Det var 27 år efter, at Danmark havde fået sin grundlov, og samfundet havde ikke fundet sine demokratiske ben endnu.

Midt i disse urolige tider sad en flok unge mænd - stifterne af KB - kasser August Nielsen, grosser Carl Møller, grosser E. Semler og bogtrykker Frederik Vilhelm Levison i Snaregade nr. 10 - og nedfældede de første love, der skabte KB og udnævnte Frederik til KBs første formand.

Bland deltagerne var også den 28-årige cand.jur Frederik Joachim August Markmann. De forsamlede skulle for altid ændre den sportslige udvikling i København og Danmark.

I år – 140 år efter sin fødsel – er KB fortsat i fuld vigør og kan til sine meritter tilføre titlerne som den mest vindende danske fodboldklub med i alt 15 Danske Mesterskaber og den mest vindende danske tennisklub for såvel piger og drenge som for kvinder og mænd med mere end 30 Danske Mesterskaber for hold. Læg dertil, at FCK siden 1992 har vundet Danmarksmesterskabet 10 gange og DBUs pokalturnering 5 gange.

KB vil i jubilæumsåret – udover at fejre selve fødselsdagen – gennemføre et større antal sportslige aktiviteter i form af turneringer og kampe samt lørdag 4. juni afholde Boldens Dag - en festdag, hvor fodbold, tennis og cricket for børn og unge vil præge dagen.

Frederiksberg borgerne bydes indenfor på anlæggene og kan forsøge sig med både tennis, fodbold og cricket.

I Pejsesalen vil det være muligt at tage et nostalgisk tilbageblik på KB’s historie samt se planerne for KB i fremtiden.

Dagen afsluttes med et band, der spiller op til dans i Pejsesalen.