Sportslig model
KB er en klub med mange og stolte traditioner – ligesom KB er en klub, der ønsker at præge fremtiden i dansk fodbold og hele tiden forsøger at være på forkant med udviklingen
KB er det europæiske kontinents ældste fodboldklub. KB er stiftet den 26. april 1876 og indførte fodboldspillet i Danmark tre år senere. I 1913 blev der for første gang spillet om det danske mesterskab, som KB vandt. Hele 15 gange er KB røget helt til tops i dansk fodbold. Det seneste danske mesterskab i eget regi blev vundet i 1980 efter en dramatisk og mindeværdig kamp mod Næstved.
I 1991 indgik KB en aftale med B1903 om at danne F.C. København. KB er dermed den ene af F.C. Københavns to stærke moderklubber. En aftale som i sportslig henseende betyder, at der er en lige linje fra KB til F.C. Københavns superligamandskab, hvor F.C. København er klubbens førstehold i fodbold. F.C. København har vundet det danske mesterskab 13 gange. Første gang i 1993 - senest i 2019.
KB/F.C. København er med samlet 28 danmarksmesterskaber suverænt den mest vindende fodboldklub i Danmark – ligesom KB/F.C. København er den fodboldklub, som har haft flest herrespillere (+100) repræsenteret på DBUs A-landshold.
KB/F.C. København etablerede i 2009 FCK Talent (tidl. FCK School of Excellence) med ambitionen at udvikle flere talenter til vores superligahold. FCK Talent tilbyder en veltilrettelagt hverdag til de bedste ungdomsspillere i alderen 13-19 år.
