Historien om Audi KB Cup

Historien bag KB Cup’en begynder 3. maj 1985 i Store Bededags-ferien.

Initiativtagerne bag var tre ungdomsledere, Jesper Nielsen, Jan Schmidt og Bjarne Hansen, som havde fået lysten til at arrangere en KB-turnering efter deltagelse i diverse stævner hos andre danske klubber.

Den første KB Cup regnede væk, og det fik initiativtagerne til at ændre terminen. Så fremover afvikles KB Cup’en i den første weekend i august.

På den måde blev turneringen også en god forberedelse for klubberne, inden de senere på året skulle i gang med turneringen.

I begyndelsen deltog fire aldersgrupper, juniorer, drenge, lilleputter og miniputter. Med tiden forsvandt de største og de mindste dog, så turneringen udviklede sig til en turnering for drenge (12-14 år) og lilleputter (10-12 år).

Til at begynde med var det hovedsageligt danske klubber, som deltog, men med årene bredte KB Cup’ens ry og popularitet sig ud over landets grænser, og især svenske klubber blev hurtigt en fast bestanddel.

Gennem årene er klubber fra England, Tyskland, Norge, Finland og Færøerne også dukket op, og der har sågar været hold med fra andre verdensdele end Europa i form af Aspire fra Qatar.

I mange år var der 16 deltagende hold hos såvel drengene som lilleputterne, og turneringsformen var arrangeret således, at samtlige hold fik lige meget spilletid.

Det var en stor glæde for arrangørerne, at den store tyske bil-producent Audi i 2002 besluttede at blive hovedsponsor. Derfor hedder turneringen i dag officielt Audi KB Cup.

Med årene har turneringen vokset sig større, stærkere og mere populær end nogensinde. I 2009 blev turneringsformen ændret efter internationalt mønster, så der blev tre turneringer – en for U13, U14 og U15, så niveauforskellene omkring spillernes størrelser og kræfter blev udlignet.

I alle årene har KB Cup og senere Audi KB Cup været afviklet udelukkende med frivillig arbejdskraft. Mange bruger en uge af deres sommerferie for at turneringen kan blive en succes for alle de besøgende hold, deres forældre og for KB.