KB Mix blev begavet med drikkedunke, sportstasker og 50.000 kroner.

KB Mix blev begavet med drikkedunke, sportstasker og 50.000 kroner.

50.000 gode grunde til at rejse

”Jeg er sikker på, at vi får noget godt ud af det – en god tur,” lyder den første kommentar fra Jakob Skou, manager og cheftræner for KB Mix.

Ordene kommer umiddelbart efter, at han og spillerne har modtaget 50.000 kroner fra Spar Nord Fonden. Han fortsætter:

”Jeg er glad, og jeg glæder mig, og jeg er allerede begyndt at tænke på de mange ting, vi kan finde på. Alt det sjove man kan få ud af en tur og alt det sociale, det kan give.”

KB Mix blev for mere end ti år siden startet som et tilbud for børn og unge med et fysisk handicap, der gør, at de ikke kan spille på almindelige fodboldhold. De spiller og træner i stedet sammen – piger og drenge – hver søndag eftermiddag.

I 2015 blev KB Mix optaget i Parasport Danmark, og allerede i den første sæson snuppede spillerne det danske mesterskab i rækken for fysisk handicap.

Nu er de blevet 50.000 kroner rigere – takket være Spar Nord Fonden.

Jakob Skou modtager checken fra Brian Skov Henriksen.

Jakob Skou modtager checken fra Brian Skov Henriksen.

”Vi er en fond, som støtter gode og sociale tiltag i lokalområdet,” siger afdelingsdirektør Brian Skov Henriksen fra Spar Nord Bank, Frederiksberg, og tilføjer:

”Vi ved, hvor meget fodbolden betyder for den almene dansker, og at der så er lavet et tilbud for dem, som ikke passer ind i de almene projekter, fortjener at blive honoreret.”

Han havde den store check, sportstasker og drikkedunke med til spillerne, og så havde han selskab af seniorrådgiver og medlem af bankrådet i Spar Nord Bank, København, Hans Jørgen Laustsen, der berettede om gode venner med et barnebarn, som har spillet i KB Mix:

”De fortalte om, hvordan han blomstrede op og udviklede sig ved at spille fodbold herude. Da jeg hørte det, fandt jeg, at det var noget for fonden, og via drengens forældre kom jeg i kontakt med Søren Hesdorf, der også har en dreng i KB Mix, og bad ham formelt om at ansøge.”

Det bliver dog ikke med det samme, at KB Mix kommer ud at rejse. Coronarestriktionerne spænder stadig ben, men det kan ikke fjerne glæden fra hverken spillere eller manager. På et eller andet tidspunkt skal de af sted og få nogle dejlige minder for livet.