Trætte men glade KS-spillere i bussen på vej hjem fra Bornholm. Foto: Meyers Television

Trætte men glade KS-spillere i bussen på vej hjem fra Bornholm. Foto: Meyers Television

KS er reddet – næsten

Kønt var det ikke, men i længden var det effektivt, da KB i sæsonens sidste kamp i Københavnsserien vandt med 1-0 over NB Bornholm.

En livsvigtig sejr. For den betyder, at holdet næsten har reddet endnu en sæson i Københavnsserien, hvor KB uafbrudt har været siden 2010.

Inden kampen mod NB Bornholm var holdet placeret som nummer 12 og tredjesidst i tabellen – tre point efter Hvidovre.

Umiddelbart burde det ikke betyde noget, for ifølge stillingen er det kun de to nederste hold, som rykker ned i serie 1. Men holdet på tredjesidstepladsen ryger også med i fedtefadet, hvis nummer to i Københavnsserien – denne gang Tårnby – ikke formår at kvalificere sig til Danmarksserien. Desuden rykker tre hold op i Københavnsserien fra serie 1.

Nu har KB byttet plads med Hvidovre efter sidstnævntes nederlag i Fælledparken på 3-4 mod Skjold.

Det betyder, at begge hold slutter med 31 point. De har samme elendige målscore. Minus 11. Hvidovre har scoret 45 gange – fire mere end KB – men i Københavnsserien er holdenes indbyrdes kampe afgørende, og der er KB bedst efter en hjemmesejr på 5-0 og blot 0-2 i nederlag på udebane.

Max Christensen var på plads og sørgede for, at NB Bornholm ikke scorede.

Max Christensen var på plads og sørgede for, at NB Bornholm ikke scorede.

KB er dog ikke helt sikker på endnu en ny sæson i Københavnsserien. Holdets skæbne ligger i hænderne på klubber, der er placeret højere oppe i det danske turneringssystem.

For det første må Skovshoved ikke havne på en af de fire nederste pladser, der medfører nedrykning fra 2. division til Danmarksserien. Med to spillerunder tilbage er ’skovserne’ placeret som nummer seks – fire point foran Odder på niendepladsen.

Se stillingen i 2. division, kvalifikationsspil, her.

En sejr til Skovshoved på lørdag hjemme mod Slagelse betyder, at klubben bliver i 2. division. Nedrykning til Danmarksserien vil modsat betyde, at AB Tårnby fra pulje 1 muligvis skal spille mod Ishøj fra pulje 2 om at undgå nedrykning til henholdsvis Københavns- eller Sjællandsserien.

AB Tårnby kan dog undgå at havne i den kattepine, hvis holdet på lørdag hjemme vinder sin sidste puljekamp mod bundholdet Taastrup, mens Greve samtidig ikke vinder på udebane over Herlev. Uafgjort er også nok for AB Tårnby, hvis Greve taber. Skulle det derimod ske, at begge hold vinder, kan de sætte deres lid til, at Skjold Birkerød ikke vinder sin hjemmekamp over BSF. 

Se stillingen i Danmarksserien, pulje 1, her.

Skovshoved er den primære nøgle til redning, for så redder både AB Tårnby og KB livet i deres respektive rækker. Det betyder samtidig, at blot et hold rykker ned fra Danmarks- til Københavnsserien, og det bliver Kastrup, som bytter plads med KFUM.

Det bedste er dog, at KB bliver i Københavnsserien – ikke mindst takket være sejren over NB Bornholm.

Karsten Viborg - assistent og matchvinder.

Karsten Viborg - assistent og matchvinder.

Daniel Jønsson - glad og stolt cheftræner.

Daniel Jønsson - glad og stolt cheftræner.

Kampen blev afgjort, da anden halvleg var seks minutter gammel. Efter en livlig første halvleg, hvor KBerne var pænt dominerende i de første 20-25 minutter, besluttede cheftræner Daniel Jønsson med sin assistent Karsten Viborg at indskifte sidstnævnte, og det gav udbytte, da den tidligere divisionsangriber pladask smed sig på maven i bornholmernes straffesparksfelt og pandede Milan Johannsens flade, men præcise centring i mål.

Efterfølgende blev hjemmeholdet toneangivende og pressede hårdt på for en udligning, men KBerne kæmpede heroisk, og målmand Max Christensen var på plads, når chancerne blev rigtigt store og farlige. Gæsterne formåede til tider også at iværksætte modangreb, men der faldt ikke flere scoringer.          

Sådan gik det

  1. juni: NB Bornholm – KB 0-1 (0-0)
    Mål: 0-1 Karsten Viborg (51)
    KB: Max Christensen – Andreas Winde-Wiemer, Mikkel Nygaard, Andreas Tolman, Peter Rønning, Milan Johannsen, Piet Stampe, Niclas Ehrendreich Jensen, Matti Woiremose Stampe, Andreas Caspersen, Karsten Viborg, Sebastian Kaalund, Andreas Wehding Jensen, Stefan Jannik Sørensen (anfører og bedste spiller)

Se slutstillingen i Københavnsserien her