En livsvigtig sejr

Håbet var seks point ligesom i 2018, da KBs mandskab i Københavnsserien havde to hjemmekampe i påsken.

Det ønskede udbytte blev dog allerede smadret skærtorsdag, da KBerne tabte med 1-4 til Politiet efter en kamp, hvor hjemmeholdets spillere var i lidt for meget gavehumør.

Derfor var kampen anden påskedag mod Føroyar pludselig en livsvigtig opgave. Endnu et nederlag ville medføre, at færingerne passerede KB i tabellen – endda med en kamp i hånden – og dermed for alvor male nedrykningsspøgelset på væggen i KBs omklædningsrum.

Så galt gik det ikke. Hjemmeholdet var undervejs i vanskeligheder, men det endte med en sejr på 3-1.

Allerede efter fire minutter kom gæsterne i spidsen efter en forsvarsfejl. KB var generelt toneangivende i første halvleg, men de helt store chancer opstod ikke. Tættest ved var anfører Jonathan Grumme med en afslutning midt i Føroyars straffesparksfelt, men skuddet røg langt over mål.

Lidt god taktisk snak i pausen og en opfordring om mere tempo i spillet gav hurtigt bonus i anden halvleg, da Milan Johannsen med et fladt spark i det lange hjørne udlignede til 1-1.

Det fulgte Kastriot Plakolli op med en hovedstødsfuldtræffer en halv snes minutter senere.

KBerne var dominerende, men frygten for et kontramål fra Føroyar lurede i baghovedet, indtil Sebastian Kaalund med en blandet cocktail af driblinger og tacklinger kom fri i gæsternes straffesparksfelt, hvorefter han sikkert cementerede den livsvigtige sejr med scoringen til 3-1.

Målet til 3-1 blev sat ind af Sebastian Kaalund.

Målet til 3-1 blev sat ind af Sebastian Kaalund.

Med sejren har KB fået lidt luft til bunden af rækken, men en ny vanskelig opgave venter i den kommende weekend, hvor modstanderen er Rønne på udebane. Kampen spilles på lørdag på Rønne Nord Stadion, og den begynder kl. 14.00.

Næste hjemmekamp for KB i Københavnsserien er fredag 3. maj kl. 18.30 i Frederiksberg Idrætspark. Modstanderen er Prespa.

Sådan gik det

  1. april: KB – Politiet 1-4 (1-2)
    Mål: 0-1, 0-2, 1-2 Jonathan Grumme (26), 1-3, 1-4
    KB: Max Christensen – Walid Ali, Mikkel Nygaard, Peter Rønning, Milan Johannsen, Mathias Gonzalez, Niclas Ehrendreich Jensen, Matti Woiremose Stampe, Jens Frederik Vestergård, Jonathan Grumme (anfører), Andreas Tolman, Jimmy Boye Olesen, Sebastian Kaalund, Peter Dokic Olsen (bedste spiller)

 

  1. april: KB – Føroyar 3-1 (0-1)
    Mål: 0-1 Finnur Justinussen (4), 1-1 Milan Johannsen (52), 2-1 Kastriot Plakolli (62), 3-1 Sebastian Kaalund (82)
    KB: Max Christensen – Stefan Jannik Sørensen (bedste spiller), Mikkel Nygaard, Mathias Gonzalez, Sebastian Kaalund, Matti Woiremose Stampe, Jacob Willum Rønbøg, Kastriot Plakolli, Milan Johannsen, Andreas Tolman, Peter Rønning, Jonathan Grumme (anfører), Niclas Ehrendreich Jensen, Peter Dokic Olsen

Se stillingen i Københavnsserien her

KB havde flere store chancer i 2. halvleg, men her redder Føroyars målmand flot.

KB havde flere store chancer i 2. halvleg, men her redder Føroyars målmand flot.