Det sker der med Bane 1

 

Hvad sker der med fodboldbane 1 på KB? Den sagnomspundne grønsvær nærmest K.B. Hallen, som har lagt grønsvær til mange store kampe i tidens løb.

Da den nye K.B. Hallen skulle bygges, blev halvdelen af banen forvandlet til en blanding af bygge- og losseplads, men da hallen i slutningen af 2018 langt om længe var færdig, betød det også, at fodboldbanen var på vej mod bedre tider.

Der blev ryddet op, gravet løs, jævnet ud, sået græs, og pludselig stod den gamle bane da igen jomfrueligt smuk og grøn. Ak, ak, ak.

Godt nok har KB aldrig forlangt en bane i stil med legendariske Wembley, men den skal heller ikke være så ujævn som – undskyld udtrykket – Lars Tyndskids mark.

Banen har ved levering slet ikke levet op til kvalitetskravene – stillet af KB, F.C. København og entreprenøren J. Jensen Fodboldbaner.

Derfor har sidstnævnte nu igangsat, at hele banens 8.000 kvadratmeter lægges om – igen. En bekostelig og tidsforsinkende proces.

Hybridgræstæppet og det opvoksede naturgræs er nu høvlet af i ruller på en meters bredde og placeres på en bar mark for videre vækst og evt. genbenyttelse.

Nyt hybridgræstæppe lægges ud, og processen med ifyldning af muld og efterfølgende såning gentages.

Fodboldbanen forventes klar 1. november 2019.

Indtil da kan vi drømme om de gode, gamle dage og forhåbentlig se frem til nye herlige kampe på Bane 1.