Audi KB Cup var igen et tilløbsstykke. Foto: Christian Fisker

Audi KB Cup var igen et tilløbsstykke. Foto: Christian Fisker

Alle udfordringer blev overvundet

Efter fire hæsblæsende dage kan arrangørerne bag Audi KB Cup endelig puste ud, klappe hinanden på skuldrene og udbryde: ”Så gjorde vi det igen”.

Igen var for 35. gang i træk, siden turneringen så dagens lys i 1985.

Siden K.B. Hallens voldsomme brand i 2011 har det ellers ikke været en nem opgave at arrangere en stor international fodboldturnering, og selv om hallen nu er genopstået smukt og moderne, er der stadig visse udfordringer at tackle. Dette år er ingen undtagelse.

Kun syv af 14 baner har været brugbare til at vise sine målmandsevner. Foto: Christian Fisker

Kun syv af 14 baner har været brugbare til at vise sine målmandsevner. Foto: Christian Fisker

Kun halvdelen af de 14 fodboldbaner har denne gang været til rådighed. De syv andre er ved at blive omlagt til enten kunstgræs- eller hybride fodbold-baner til fremtidsgavn, så fodbold fremover kan spilles 365 dage om året – uanset vejr og vind.

Indkvartering af de deltagende hold har også været en udfordring, for Falkonergårdens Gymnasium har været under renovering.

”Heldigvis har vi fundet gode erstatninger i form af Tre Falke Skolen og Søndermarkskolen,” siger KBs ungdomsformand Henrik Frøling Pedersen.

”De har begge været enormt imødekommende. Jeg kan ikke rose deres ledelser og pedeller højt nok,” lyder det.

Siden 2002 har Audi været en trofast og gavmild hovedsponsor. Foto: Christian Fisker

Siden 2002 har Audi været en trofast og gavmild hovedsponsor. Foto: Christian Fisker

Økonomisk støtte i en eller anden form har atter været uvurderlig for arrangementet med Audi i spidsen som hovedsponsor. Det har den tyske bilgigant været siden 2002.

Som så mange gange før har frivillige KBere – medlemmer og venner af klubben – givet en håndsrækning fra tidlig morgen til sen aften.

”Det har været suverænt på alle fronter. Og det er en stor fornøjelse at fortælle, at anlægget efter den sidste kamp så pænere ud, end da vi begyndte turneringen,” siger Henrik Frøling Pedersen og tilføjer:

”Det har været så godt, at jeg til tider har følt mig overflødig. Og selv vores gode fodboldformand, Keld Jørgensen, har heller ikke formået at skabe panik,” erklærer ungdomsformanden med et stort grin.

Pejsesalen har traditionen tro atter været spisestue i Audi KB Cup. Foto: Christian Fisker

Pejsesalen har traditionen tro atter været spisestue i Audi KB Cup. Foto: Christian Fisker

Uden mad og drikke duer helten ikke lyder et godt, gammelt ordsprog. Forplejningen har denne gang 100 procent ligget i hænderne på Restaurant Granens forpagter, Jette Jensen, og det er gået rigtig godt, fortæller Henrik Frøling Pedersen:

”Jette er vist også godt tilfreds, for hun kom bagefter og takkede for godt samarbejde.”

Vejret har også vist sig fra sin bedste side i denne omgang – en ren solstrålehistorie.

Mange mennesker - kendte som ukendte - dukkede denne gang også op til Audi KB Cup. Foto: Christian Fisker

Mange mennesker - kendte som ukendte - dukkede denne gang også op til Audi KB Cup. Foto: Christian Fisker

”Vi har ikke hørt andet end glæde og tilfredshed fra dette års deltagere,” siger Henrik Frøling Pedersen og afslører, at Audi KB Cup i år blandt andre har haft besøg af den tidligere landsholdsspiller John Steen Olsen, som nu i en længere årrække – nærmest en menneskealder – har været talentspejder for den hollandske storklub Ajax Amsterdam.

”Han syntes, det var et godt stævne at overvære,” oplyser KBs ungdomsformand og håber, at 2020 ikke kun bliver et stævne, hvor alle fodboldbaner kan benyttes. Det populære udendørs svømmebassin ved Qvisten har også været savnet. Det er langt om længe under genopbygning og forventes færdigt i slutningen af dette år – på et tidspunkt hvor der stadig er masser af tid, inden Audi KB Cup igen skal afvikles.