Union var for stor en mundfuld 

Efter fire kampe med 10 point som udbytte kom KBs mandskab i Københavnsserien ned på jorden igen. Det var ikke helt uventet, for modstanderen var det suveræne tophold, Union, der vandt med 3-0 efter en pauseføring på 2-0.

”Det blev aldrig den topkamp, vi havde håbet på,” konstaterer KBs assistenttræner Daniel Jønsson.

KB fik heller ikke den bedste begyndelse på opgøret i Husumparken. Efter bare fire minutters spil blev anfører Stefan Sørensen udvist for at begå kampens første frispark, og det udnyttede hjemmeholdet til en scoring.

Kort tid efter spillede Union sig problemløst igennem i KB-forsvarets venstre side, og en fremstormende angriber kunne nærmest på målstregen skyde brystet frem og sende bolden i nettet til 2-0. Flere iagttagere fandt dog, at der var offside, men dommer René Thunø Jensen var ikke enig. På det tidspunkt var kampen blot 12 minutter gammel.

”Alt var galt denne lørdag. Vi fik ikke tilkendt hverken de små eller for den sags skyld store frispark, og det betød undervejs, at både Jimmy Boye Olesen og Peter Dokic Olsen måtte udgå med skader,” forklarer Daniel Jønsson.

Positivt var det dog efter assistenttrænerens mening, at gæsternes pasningsspil frem til den sidste tredjedel af banen fungerede fint, og at holdet generelt modstod Unions høje pres, men KB kom – især i første halvleg – ikke frem til nogen rigtig store chancer.

 

”I pausen talte vi om at få noget stolthed tilbage og arbejde for tingene,” fortæller Daniel Jønsson. 

Anden halvleg var dog mindre end tre minutter gammel, da hjemmeholdet scorede kampens sidste mål. KB-målmand Mahir Lisakovic fik hånden på afslutningen fra den helt frie modstander, men bolden røg retur til samme mand, der let scorede til 3-0.

”Efter målet kom vi en smule bedre med i kampen, og vi fik også flere chancer, men der var ikke meget, som fungerede,” mener Daniel Jønsson og tilføjer:

”Union kunne sagtens være kommet foran med 4- og 5-0, men Mahir stod en god kamp.” 

På lørdag spiller KB næste kamp i Københavnsserien. Det er på hjemmebane i Frederiksberg Idrætspark, hvor hele seniorafdelingen er inviteret på bold, pølser og øl. Det kan blive noget af en festdag på trods af nederlaget til Union, og det håber Daniel Jønsson også på.

”Vi skal op på hesten igen, når Jægersborg gæster os. Vi har revanche til gode, for vi tabte den omvendte kamp i efteråret med 3-5. En kamp, som vi burde have vundet.”

Opgøret mod Jægersborg begynder kl. 13.45, og som sædvanlig er der gratis adgang og mulighed for at købe forskellige lækkerier til ganen – fast føde og væske – enten koldt eller varmt.

Sådan gik det

  1. april: Union – KB 3-0 (2-0)
    Mål: 1-0 (5), 2-0 (11), 3-0 (47)
    KB: Mahir Lisakovic – Mikkel Nygaard, Mikkel Knudstrup, Nicklas Tuchsen, Jacob Willum Rønbøg, Peter Rønning, Christian Soelberg, Stefan Sørensen (anfører), Niclas Ehrendreich Jensen, Matti Woiremose Stampe, Elias A. Wirth, Jimmy Boye Olesen, Sebastian Kaalund, Peter Dokic Olsen

 

Stillingen          
             
Nummer Klub Kampe Målscore Point
1 Union 18 53 - 16 41
2 HB 19 47 - 33 37
3 NB Bornholm 18 31 - 19 35
4 KB 2 19 39 - 34 32
5 Tårnby FF 19 47 - 39 32
6 Hvidovre IF 2 18 43 - 43 30
7 Rønne f.B. 17 47 - 37 25
8 Bk. Skjold 19 33 - 32 24
9 FB 19 31 - 29 23
10 KFUM 19 30 - 34 21
11 FK Prespa 18 31 - 49 19
12 IF Føroyar 19 34 - 50 17
13 Jægersborg  19 24 - 42 17
14 Sundby Bk. 19 23 - 56 12