Sundby sat på plads i første halvleg

Efter tre kampe med blot et point i udbytte fik KBs mandskab i Københavnsserien endelig fuld gevinst med en sikker hjemmesejr på 5-1 over bundholdet Sundby.

På forhånd var der ingen garanti for den sikre sejr. KB var hårdt ramt af skadede spilleres fravær, og det betød, at de tre U19-spillere, Sebastian Woidemann, Andreas Caspersen og Mathias Gonzalez blev indlemmet i truppen sammen med assistenttræner Daniel Jønsson, der sad på udskiftningsbænken for fjerde kamp i træk.

Nok var Sundby bundhold, men det var en modstander, der ikke skulle undervurderes. I det omvendte møde i efteråret blev resultatet uafgjort 2-2, og gæsterne havde siden hen snuppet fire point fra topholdene Union og HB. 

Hjemmeholdet var imidlertid på dupperne fra første fløjt. Sebastian Woidemann blev hurtigt frispillet af Peter Rønning, og den unge kantspiller viste stor koldblodighed ved at trække uden om Sundby-målmanden Cromwell Cromwell, inden han stille og roligt trillede bolden over målstregen til 1-0.

Efter en halv snes minutter bragede Lasse Ramlau Kristensen et hovedstød på overliggeren efter en perfekt aflevering fra Mikkel Knudstrup. De gentog opskriften kort efter, men denne gang headede Ramlau bolden i nettet til 2-0.

Mikkel Knudstrup ville også selv på måltavlen, men hans ellers hårde og velplacerede frispark ramte stolpen. KBerne vadede generelt i målchancer, men midt i første halvleg stoppede dommer Jonas Strange kampen i ca. 10 minutter på grund af tordenvejr.

Da spillet blev genoptaget, gik det lidt bedre for Sundby, men KB genvandt dog hurtigt den gode rytme. Efter flere muligheder lykkedes det for Mikkel Nygaard at øge til 3-0 på hovedstød efter fint forarbejde af Sebastian Kaalund og Mikkel Knudstrup. Derefter viste Sebastian Woidemann atter sine evner, da han opsnappede en bold i modstandernes forsvar, hvorpå han iskoldt placerede den i Sundby-målet til 4-0.

Desværre var det sidste aktion fra den unge spiller. En modstanders hårde tackling medførte udskiftning, og i stedet kom den jævnaldrende Mathias Gonzalez på banen.

Der faldt ikke flere mål inden pausen, hvor en veltilfreds trænerduo havde ros til spillerne.

”Hvis det ikke havde været for Sundbys målmand, havde det nok stået 8-0,” påstår Daniel Jønsson.

Sebastin Woidemann, dobbelt målscorer mod Sundby.

Sebastin Woidemann, dobbelt målscorer mod Sundby.

Lasse Ramlau scorede til 2-0. Billedet er dog fra kampen mod FB.

Lasse Ramlau scorede til 2-0. Billedet er dog fra kampen mod FB.

Optimismen var derfor stor, da anden halvleg skulle sættes i gang, men så viste vejrguderne sig igen fra den drillende side og udsatte opgøret med regn, lyn og torden i næsten et kvarter 

”Desværre var det tydeligt, at den lange pause havde påvirket vore spilleres koncentration. De spillede langsomt og begyndte at sjuske med tingene,” forklarer Daniel Jønsson. 

Dog sørgede Jimmy Boye Olesen hurtigt for at score til 5-0 efter godt forarbejde af Mikkel Knudstrup, og ganske kort tid efter burde Andreas Caspersen være kommet på måltavlen med en firsttimer, men uheldigvis blev afslutningen reddet på Sundbys målstreg af holdkammeraten Mathias Gonzalez.

Mens KBerne ventede på en dom for offside, slog Sundby kontra og reducerede let og lidt unødvendigt til 1-5. Derefter udgik Lasse Ramlau Kristensen med en skade og tilføjelse til den kedelige liste, som inden kampen talte ikke færre end 10 spillere.

”Der kom ikke flere mål, men vi skulle nok have vundet med 12-0, uden at der var nogen, som kunne have sagt noget imod det,” mener Daniel Jønsson. 

Han og cheftræner Kenn Rye Andersen kan så i stedet håbe på, at målene falder i den næste kamp. Det er på lørdag, hvor KS spiller sæsonens sidste udekamp. Modstanderen er Rønne kl. 15.30.

”Vores målsætning er stadig top fire, så det kommer vi til at gå efter. Vi skal over og sætte vores præg på kampen, men vi har det generelt svært, når vi kommer til solskinsøen. Men vi tror på, at vi denne gang kommer hjem fra Bornholm med tre point efter en kamp mod en god modstander,” udtaler Daniel Jønsson.

Så var der igen noget at fejre for KBerne.

Så var der igen noget at fejre for KBerne.

Sådan gik det

  1. maj: KB – Sundby 5-1 (4-0)
    Mål: 1-0 Sebastian Woidemann (2), 2-0 Lasse Ramlau Kristensen (14), 3-0 Mikkel Nygaard (34), 4-0 Sebastian Woidemann (37), 5-0 Jimmy Boye Olesen (47), 5-1 (55)
    KB: Philip Mark – Mikkel Nygaard, Mikkel Knudstrup, Peter Rønning, Lasse Ramlau Kristensen, Mathias Gonzalez, Daniel Jønsson, Andreas Caspersen, Mohamed Kamara Kamara, Sebastian Woidemann, Christian Soelberg, Jimmy Boye Olesen, Sebastian Kaalund, Stefan Sørensen (anfører)
Stillingen          
KS Herre 17/18          
             
Nummer Klub Kampe Målscore Point
1 Union 24 67 - 21 56
2 NB Bornholm 24 47 - 24 48
3 HB 24 64 - 44 46
4 Hvidovre IF 2 23 56 - 49 40
5 KB 2 24 51 - 42 39
6 Tårnby FF 24 60 - 53 39
7 Rønne f.B. 24 62 - 48 36
8 Bk. Skjold 24 39 - 40 31
9 KFUM 24 42 - 42 29
10 FB 24 41 - 39 29
11 IF Føroyar 24 43 - 61 23
12 FK Prespa 23 36 - 66 22
13 Jægersborg  24 28 - 60 17
14 Sundby Bk. 24 29 - 76 13