Smilet er tilbage hos trænerduoen bag KS, Kenn Rye Andersen og Daniel Jønsson. Foto: Christian Fisker

Smilet er tilbage hos trænerduoen bag KS, Kenn Rye Andersen og Daniel Jønsson. Foto: Christian Fisker

Forrygende snevejrstriumf

Sneflokke kom vrimlende skærtorsdag, og det samme gjorde KBs mandskab i Københavnsserien i hjemmekampen mod Prespa. Det ønskede resultat udeblev ikke. KB vandt med 5-2 efter en underholdende affære og fik dermed revanche for nederlaget i forårets åbningskamp mod HB. 

Trods massiv modvind var KBerne på dupperne fra første fløjt, og efter et dusin minutter scorede Nicklas Borum til 1-0, da han afrettede en afslutning fra Milan Johannsen. Hjemmeholdet sad fint på spillet igennem halvlegen, og en halv snes minutter før pausen øgede anfører Stefan Sørensen køligt med en behersket inderside til 2-0. 

Knap så kølig var kaptajnen ikke fem minutter senere, og det medførte et straffespark, som gæsternes Reben Al Ribatgo sikkert udnyttede.

 Det tog ikke modet fra KB-spillerne, og i løbet af anden halvlegs første 20 minutter blev føringen øget til 5-1. Gutterne var virkelig i hopla og burde med lidt held og lykke have scoret flere mål. 

”Vi burde have vundet 8-1,” lød det nøgternt fra den ellers veltilfredse cheftræner, Kenn Rye Andersen. 

Godt fem minutter før tid fik Prespa pyntet på resultatet, men det kunne ikke frarøve glæden hos KBerne, der nu kan se frem til en spændende opgave på mandag (anden påskedag) mod Hvidovre. Igen er kampstedet og kamptidspunktet det samme – Frederiksberg Idrætspark, kl. 11.45. 

Traditionen tro er der gratis adgang for publikum, og der sælges mundgodt – tørt, vådt, varmt og koldt – til forbrugervenlige priser. 

Sådan gik det

29. marts: KB – Prespa 5-2 (2-1)
Mål: 1-0 Nicklas Borum (12), 2-0 Stefan Sørensen (35), 2-1 (40, straffespark), 3-1 Stefan Sørensen (51), 4-1 Peter Rønning (56), 5-1 Elias A. Wirth (63), 5-2 (84)
KB: Mahir Lisakovic – Mikkel Nygaard, Mikkel Knudstrup, Nicklas Borum, Sebastian Kaalund, Peter Rønning, Jacob Willum Rønbøg, Stefan Sørensen (anfører), Milan Johannsen, Niclas Ehrendreich Jensen, Elias A. Wirth, Jimmy Boye Olesen, Christian Soelberg, Peter Dokic Olsen