For lidt udbytte i pragtkamp

Det var nummer fire mod nummer tre i Københavnsserien, da KB og NB Bornholm mødte hinanden i Frederiksberg Idrætspark. Så det var noget af en topkamp, hvor vinderen udover de tre point desuden ville blive belønnet med en placering på lige fod med rækkens nummer to, HB. Det skete ikke, for efter en meget seværdig forestilling sluttede opgøret uafgjort 1-1, og det var hjemmeholdets spillere forståeligt nok langt fra tilfredse med. 

KB begyndte som lyn og torden og lod ikke gæsterne komme til orde. I alt fald ikke på banen. Til gengæld sad der en pæn håndfuld blågule NB-fans på hovedtribunen, og de gav højlydt deres meninger til kende under kampen fra start til slut. 

KBerne var gennemgående dominerende i første halvleg, men et kompakt forsvar hos gæsterne lukkede godt af. Der var pæne tilløb til målchancer, ikke mindst når Milan Johannsen tog sine ryk i banens venstre side.

Lige før pausen fik KBerne endelig løn for anstrengelserne. Christian Soelberg, som i vinterpausen er kommet til KB fra netop NB Bornholm, erobrede bolden midt på banen og ekspederede den straks videre til Mikkel Knudstrup. Med sin gyldne venstrefod sendte han bolden fremefter til den dybdeløbende Peter Dokic Olsen, som ikke behøvede nogen betænkningstid. Han bragede simpelthen bolden ind i de bornholmske netmasker. Det meget flotte mål betød en pauseføring til KB på 1-0 og en ganske tilfreds trænerduo i skikkelser af chefen Kenn Rye Andersen og assistenten Daniel Jønsson.

”I pausen talte vi om, at vi har haft en tendens til at falde lidt i søvn, når vi er kommet ud til anden halvleg. Senest da vi mødte Hvidovre og førte med 2-0 ved pausen, hvorefter de lynhurtigt udlignede til 2-2. Drengene fik selvfølgelig masser af ros, men vi syntes trods alt også, at der var plads til forbedringer,” siger Daniel Jønsson og oplyser, at Elias A. Wirth og Niclas Ehrendreich Jensen blev udskiftet med Jacob Willum Rønbøg og Matti Stampe. Sidstnævnte fik comeback efter tre kampes skadespause. 

KBerne faldt skam ikke i søvn i anden halvleg, men NB Bornholm kom bedre med i kampen og havde held til at invitere hjemmeholdet på flere fysiske nærkampe. Det medførte flere frispark, og det var ikke umiddelbart til KBs fordel.

Bedre blev situationen heller ikke af, at lynhurtige Milan Johannsen måtte udgå bare otte minutter efter pausen med en forstrækning i baglåret. Hjemmeholdet vejrede dog morgenluft, da en bornholmer en halv snes minutter senere fik et gult kort og 10 minutters udvisning. Måske for meget luft. I løbet af syv minutter fik såvel Peter Rønning som Jimmy Boye Olesen gult kort, og så var KB i undertal.

Gæsternes mand kom tilbage på banen, og med to spillere i overtal fik NB Bornholm den chance, der gav mål og udligning til 1-1. Afslutningen fra Heino Hansen strejfede undervejs Stefan Sørensen og snød derfor målmand Mahir Lisakovic. KBerne lod sig dog ikke slå ud.

”De sidste 10 minutter satte vi os på spillet igen og kom frem til et par halve chancer. Vi havde en stor mulighed, da en ripost fra deres målmand efter en afslutning fra højre side havnede hos Jacob (Willum Rønbøg, red.), men han tippede akkurat bolden over kassen,” lyder det ærgerligt fra Daniel Jønsson, som tilføjer:

”Vi skulle nok have taget de tre point, men måtte desværre nøjes med ét.”

Når kampen kommer på afstand, kan KB-spillerne dog se tilbage på en flot præstation af alle mand, og det passer godt til næste opgave på lørdag, hvor modstanderen er rækkens suveræne tophold, Union.

Kampen spilles dog ikke på Genforeningspladsen. Den er flyttet til Husumparken med kampstart klokken 16.30.

”Unions egen bane er ukampdygtig efter nogle problemer med den skøjtebane, som gik rundt om banen i vinter,” oplyser Daniel Jønsson og har følgende vurdering af den kommende modstander: 

”Unions start på foråret har været blandet. Holdet har overraskende tabt til bundholdet fra Sundby, men senest vandt man topkampen mod HB. Så de har så småt styr på tingene, tror jeg. Det bliver uden tvivl en spændende kamp, hvor der er masser på spil. Endnu engang skal vi ud og vise mod en rigtig god modstander, at vi gerne vil ligge med i toppen. Så kom og støt holdet, de har brug for det,” opfordrer KBs assistenttræner.

Sådan gik det

  1. april: KB – NB Bornholm 1-1 (1-0)
    Mål: 1-0 Peter Dokic Olsen (45), 1-1 Heino Hansen (77)
    KB: Mahir Lisakovic – Mikkel Nygaard, Mikkel Knudstrup, Niclas Ehrendreich Jensen, Sebastian Kaalund, Peter Rønning, Christian Soelberg, Stefan Sørensen (anfører), Milan Johannsen, Matti Woiremose Stampe, Elias A. Wirth, Jimmy Boye Olesen, Jacob Willum Rønbøg, Peter Dokic Olsen
Stillingen          
             
Nummer Klub Kampe Målscore Point
1 Union 17 50 - 16 38
2 HB 18 46 - 33 34
3 NB Bornholm 17 28 - 18 32
4 KB 2 18 39 - 31 32
5 Tårnby FF 18 44 - 36 31
6 Hvidovre IF 2 17 42 - 40 30
7 Rønne f.B. 16 46 - 36 24
8 Bk. Skjold 18 32 - 31 23
9 FB 18 30 - 28 22
10 KFUM 18 29 - 33 20
11 FK Prespa 17 31 - 46 19
12 Jægersborg Bk. 18 24 - 41 17
13 IF Føroyar 18 31 - 50 14
14 Sundby Bk. 18 20 - 53 11