Altid et smil på læben

Trods et ærgerligt og kynisk set unødvendigt nederlag på 2-3 til Rønne f.B. slutter KS 2018 med masser af optimisme og tro på fremtiden.

Det har været et efterår med op- og nedture, og målsætningen om en placering i top 4 er langt fra blevet indfriet af forskellige grunde. Den væsentligste er, at flere spillere end normalt har været ramt af skader, og det har medført en uharmonisk rytme, fordi holdet sjældent har været det samme fra kamp til kamp.

Positivt har det dog været, at flere U19-spillere i kraft af rutinerede kræfters fravær har grebet og udnyttet chancen, og det er på den baggrund, at optimismen og troen på fremtiden skal vurderes.

En af de gamle drenge, som ikke har været skadet og derfor har været til rådighed i stort set alle efterårets 13 kampe er Sebastian Kaalund. Han har i den grad sat sit markante fodaftryk på KS-mandskabet i konstruktiv forstand, og det har betydet, at cheftrænerduoen, Kenn Rye Andersen og Daniel Jønsson, ikke har været i tvivl om, hvem de vil udpege som årets KS-spiller:

”Flidspræmien kommer i år til at gå til en spiller, som virkelig har oppet sit spil på banen. Han er også begyndt at lave flere mål, og han har altid et smil på læben. Han er også en spiller, som stort set altid kommer til træning og arbejder stenhårdt (næsten hver gang). Han kunne med lethed blive en endnu større brik på KS-holdet, og selv om han måske ikke altid ligner en, som er i form, kan vi garantere, at han løber det, han kan og ofrer sig gerne for holdet,” lyder det rosende fra Andersen og Jønsson, som konkluderer om Sebastian Kaalund – populært kaldet ’Balle’ – at han ”er blevet en markant playmaker for holdet og kan med sin eminente sparketeknik sætte de fleste spillere op.”

Det beviste ’Balle’ tydeligt i opgøret mod Rønne f.B., der førte med 2-0 ved pausen. I løbet af fem minutter i anden halvleg serverede han to perfekte hjørnespark til først Matti Woiremose Stampe og dernæst Peter Dokic Olsen, og det bragte balance i stillingen. Specielt sidstnævntes fuldtræffer var en perle. Med et knaldhårdt hovedstød blev bolden sendt i Rønnes netmasker med et drøn, og det fik nostalgikere til at tænke på Hans Aabech, da ’Baronen’ for 38 år siden pandede kuglen i Næstveds mål og derpå sikrede KB det danske mesterskab. Åh, disse minder.

Men kampen mod Rønne endte alligevel med et nederlag, for gæsterne havde en lille drillepind og fortryllende boldspiller i skikkelse af Mathias Ellebye. Han stod for oplæg til såvel det første som det sidste af bornholmernes mål og scorede selv til 2-0.

Nu har KS turneringspause indtil sidste halvdel af marts 2019. At læse tabelstillingen efter første halvdel af sæsonen er ikke opmuntrende, men der er optimisme og tro på fremtiden – også hos årets spiller. Sebastian Kaalund har altid et smil på læben.

 

Balle - Sebastian Kaalund - altid et smil på læben.

Balle - Sebastian Kaalund - altid et smil på læben.

Sådan gik det

  1. november: KB – Rønne f.B. 2-3 (0-2)
    Mål: 0-1 Emil Munk Jensen (15), 0-2 Mathias Ellebye (35), 1-2 Matti Woiremose Stampe (64), 2-2 Peter Dokic Olsen (69), 2-3 Edonis Emini (79)
    KB: Max Christensen – Stefan Sørensen, Mikkel Nygaard, Peter Rønning, Milan Johannsen, Andreas Caspersen, Nikolaj Læsøe, Matti Woiremose Stampe, Ali Aoullay, Jonathan Grumme (anfører), Philip Alves Burlin, Nicklas Tuchsen, Sebastian Kaalund, Peter Dokic Olsen

 

Se stillingen i Københavnsserien her.