Ærgerligt nederlag på Fælleden

Et mål 10 minutter efter pausen ved Jimmy Boye Olesen var desværre ikke nok til hverken sejr eller point, da KS-drengene fredag aften spillede ude mod HB på Fælleden. I løbet af tre minutter scorede hjemmeholdet to gange, og så måtte KB-gutterne skuffede og ærgerlige forlade kamppladsen med et nederlag på 1-2.

Det var en kamp, hvor det fra begyndelsen var tydeligt, at begge mandskaber havde stor respekt for hinanden. Chancer var der ikke mange af, og det havde givet også noget med kampens betydning at gøre. KB lå på fjerdepladsen seks point efter HB på andenpladsen. Første halvlegs mest dramatiske højdepunkt var nok, at KBs midtbane-regissør Matti Woiremose Stampe måtte udgå med en lægskade i et opgør, der også manglede kaptajn Jonathan Grumme og vicekaptajn Martin Frydensberg Thomsen.

Det betød, at Stefan Sørensen overtog hvervet som kaptajn for et hold, der havde to debutanter i skikkelser af målmanden Mahir Lisakovic og den centrale forsvarsspiller, Christian Soelberg. Førstnævnte er kommet fra Prespa, sidstnævnte fra NB Bornholm.

”I pausen talte vi om, at vi skulle ud og løbe noget mere for hinanden og turde spille det spil, vi har vist i træningskampene. Vi skulle finde de steder, hvor vi kunne komme i overtal og ikke lade os stresse af deres pres,” fortæller assistent-træner Daniel Jønsson, som sammen med cheftræner Kenn Rye Andersen erstattede Matti Woiremose Stampe med Peter Rønning, mens lynhurtige Elias A. Wirth afløste Milan Johannsen.

KB fik også en bedre begyndelse på anden end på første halvleg, og da HB kom en mand i undertal i 10 minutter, begyndte gæsterne at vise noget af det opløftende spil fra træningskampene. Det gav udbytte ret hurtigt, da Jimmy Boye Olesen få meter fra målstregen ekspederede et pragtfuldt indlæg fra Mikkel Knudstrup i nettet.

”Men målet gjorde desværre, at vi trak os tilbage, selvom HB fik endnu et gult kort,” oplyser Daniel Jønsson og fortsætter:

”Vi prøvede at få styr på kampen fra trænerbænken og skiftede Balle (Sebastian Kaalund, red.) ind i stedet for Peter Dokic Olsen i håb om, at han kunne skabe noget ro på banen med sin rutine. Desværre hjalp det ikke.”

I stedet fik HB udlignet efter et hjørnespark, og kort efter blev et indlæg fra højre side sendt ind foran KB-målet. Der blev appelleret for offside, men det blev ikke dømt, og HBs Casper Petersen kunne let heade bolden i nettet til 2-1. Ved begge scoringer var ellers velspillende Mahir Lisakovic chanceløs.

KB satsede fem minutter før tid og udskiftede midterforsvarerne Nicklas Borum og Christian Soelberg med de offensive Milan Johannsen og Peter Dokic Olsen, men de helt store chancer udeblev.

”Et trist nederlag. Jeg synes, vi havde fortjent mindst det ene point i en meget lige kamp med to gode fodboldhold, som meget lignede hinanden. Nu skal vi rejse os mod Prespa. Det tror jeg også, at vi gør. Drengene var meget skuffede efter nederlaget,” siger Daniel Jønsson.

Kampen mod Prespa spilles allerede skærtorsdag kl. 11.45 i Frederiksberg Idrætspark. Samme sted og tidspunkt er der også kamp anden påskedag, hvor Hvidovre er modstanderen.

Traditionen tro er der gratis adgang for publikum, og der sælges mundgodt – tørt, vådt, varmt og koldt – til forbrugervenlige priser.

Sådan gik det

23. marts: HB – KB 2-1 (0-0)
Mål: 0-1 Jimmy Boye Olesen (55), 1-1 (72), 2-1 (75)
KB: Mahir Lisakovic (debutant) – Mikkel Nygaard, Mikkel Knudstrup, Nicklas Borum, Sebastian Kaalund, Peter Rønning, Jacob Willum Rønbøg, Stefan Sørensen (anfører), Milan Johannsen, Matti Woiremose Stampe, Elias A. Wirth, Jimmy Boye Olesen, Christian Soelberg (debutant), Peter Dokic Olsen

 

Stillingen            
KS Herre 17/18          
             
Nr. Klub Kampe Målcore Point
1 Union 14 45 - 12 34
2 HB 14 39 - 22 31
3 NB Bornholm 14 23 - 16 25
4 Hvidovre IF 2 14 30 - 31 24
5 KB 2 14 27 - 25 22
6 Rønne f.B. 14 43 - 33 21
7 Bk. Skjold 14 28 - 24 21
8 Tårnby FF 14 30 - 31 21
9 FB 14 21 - 20 17
10 KFUM 14 25 - 29 16
11 FK Prespa 14 24 - 33 16
12 IF Føroyar 14 25 - 36 14
13 Jægersborg Bk. 14 19 - 33 11
14 Sundby Bk. 14 10 - 44 4