KS: Unødvendigt nederlag mod KFUM

Af Karl Aage Dalgaard. Foto: Jesper Nielsen

En meget slidt kliché i fodboldkredse er citatet om, ’at 2-0 er den farligste føring’. Det kan KBs mandskab i Københavnsserien skrive under på efter sæsonens sidste hjemmekamp – mod KFUM.

Kort før pausen førte KBerne nemlig med 2-0, men kampen sluttede med et nederlag på 3-5. Bestemt ikke et resultat, der faldt i god jord hos KBs trænerstab.

”Når vi er foran med 2-0, skal vi være dygtige nok til selv at lukke kampen. Vi kommer til at stå for dybt i starten af anden halvleg og det, mener jeg, er med til at gøre udslaget. De første 45 minutter var godkendt, de sidste 45 kunne vi ikke være bekendt,” siger assistenttræner Daniel Jønsson.

På grund af en række afbud og skader var han selv nødt til at trække i kamptøjet, ligesom der måtte udlån til holdet fra old boys (Adam Geertsen) og U19 (Simon Dyjak).

”En stor tak til begge for deres hjælp. Specielt Adam spillede en god kamp,” mener Daniel Jønsson og siger om kampens begyndelse:

”I første halvleg var KFUM en del på bolden, men vi stod godt kompakt, så de kom ikke frem til nogle chancer. Der var god kommunikation, og drengene arbejdede hårdt for hinanden.”

Efter 13 minutter smuttede Milan Johannsen fri i venstre side og lagde bolden ind i KFUMs straffesparksfelt, hvor Jimmy Boye Olesen dukkede op og bankede kuglen i kassen. Han var på pletten igen fem minutter før pausen, da han flot tæmmede et indlæg fra Martin Frydensberg Thomsen, inden han sparkede bolden i mål til 2-0. Alt virkede derpå fryd og gammen på hjemmeholdets vegne, men en sløj aflevering på egen banehalvdel fra Milan Johannsen opfangede en modstander let og reducerede til 1-2 for gæsterne lige før dommerens sidste fløjt i første halvleg. 

”Ærgerligt nok. I pausen roste vi spillerne for en god disciplineret halvleg, hvor de virkelig arbejdede for hinanden. Det skulle de fortsætte med og fastholde troen på tingene. Vi påpegede dog også, at det var vigtigt at mindske de personlige fejl, da vi kunne se, at det ville koste mål,” siger Daniel Jønsson. 

Set med KB-øjne blev anden halvleg desværre ingen fornøjelse. Spillerne tabte pusten, mens modstanderne var her, der og alle vegne. Da der var spillet 20 minutter, førte KFUM med 3-2. En kort overgang fik hjemmeholdet dog fat igen, og det lykkedes med lidt hjælp fra gæsterne at udligne til 3-3. En tværbold fra Peter Dokic Olsen i højre side havde kurs mod baglinjen og målspark, men en KFUM-forsvarer bremsede dens flugt med foden og dirigerede bolden i nettet.

Glæden var kort. KFUM havde flest kræfter og scorede hurtigt to gange mere til kampens slutresultat. I et sidste desperat forsøg på at vende kampen kom Daniel Jønsson selv på banen i den sidste halve snes minutter, men slaget var tabt. De mange udskiftninger på holdet inden kampen havde i længden trods alt deres omkostninger.

”Spillerne gjorde, hvad de kunne, men trætheden meldte sig desværre,” konstaterer Daniel Jønsson. 

Trods nederlaget bevarer KB fjerdepladsen i Københavnsserien, og den vil man gerne beholde, for så lever holdet op til sæsonens målsætning. Modstanderen i sidste runde er B.93 på udebane, og Daniel Jønsson er ikke i tvivl om, hvordan den kamp skal ende.

”Vi skal vinde og have de tre point. Vi skal ud og slutte godt af mod et hold, der er meget presset for tiden og har fået fratrukket en masse point pga. brug af en ulovlig spiller. Vi SKAL SLUTTE godt af. Andet kan vi ikke være bekendt.” 

Kampen spilles på lørdag klokken 15.00 på B.93s anlæg ved Svanemøllens S-togsstation.

Stillingen
KS Herre 16/17
Nummer   Klub   Kampe   Målscore   Point
1   FA 2000   25   74 - 30   58
2   Union   25   56 - 21   53
3   NB Bornholm   25   37 - 23   47
4   KB 2   25   61 - 54   43
5   Rønne f.B.   25   45 - 46   41
6   Tårnby FF   25   54 - 40   39
7   KFUM   25   33 - 38   34
8   Bk. Skjold   25   39 - 37   33
9   FK Prespa   25   38 - 51   32
10   FB   25   32 - 33   28
11   Sundby Bk.   25   30 - 51   26
12   Frem 2   25   35 - 52   23
13   B.93 2   25   26 - 60   22
14   Husum Bk.   25   37 - 61   21