KS: Premiere med skønhedspletter

Af Karl Aage Dalgaard

Historien gentog sig, da KB torsdag tog hul på den nye sæson i Københavnsserien. Første modstander var som for et år siden Prespa – på udebane. Da sluttede kampen uafgjort 2-2. Nu fik begge hold denne gang et mål mere, så den livlige men ofte hårde og ikke altid velspillede affære sluttede 3-3.

KB fik ingen god begyndelse. En forsvarsfejl resulterede i et straffespark til hjemmeholdet, der scorede til 1-0. Takket være to gange Peter – Dokic Olsen og Rønning – formåede gæsterne at vende stillingen til en føring på 2-1, men dårlig opdækning ved et hjørnespark udnyttede Prespa til udligning. I første halvlegs sidste minutter scorede anfører Jonathan Grumme til 3-2, og KBerne havde dermed et godt udgangspunkt til de sidste 45 minutter.

Holdet fik også tilspillet sig pæne scoringsmuligheder, men udbyttet udeblev, og i stedet udlignede Prespa godt en halv snes minutter før tid ved en situation, der mindede utroligt meget om hjemmeholdets andet mål.

”Vi burde have vundet, for vi havde mindst syv store chancer, men udnyttede altså kun de tre,” siger KB-cheftræner Per Hansen i en ærgerlig tone.

Mod slutningen af kampen blev gæsterne presset i et spil, Per Hansen betegner som ’indianerfodbold’.

”Der blev sparket lange, høje bolde fremefter, og det er ikke den slags fodbold, vi bryder os om,” siger KB-bossen, der også mener, at hans mandskab blev snydt for et straffespark, da Jimmy Boye Olesen blev nedlagt i en situation, som mindede meget om den, der førte til Prespas første scoring i opgøret.

”Jeg vil rose spillerne for at holde de aftaler, vi havde inden kampen om at presse dem højt på banen, for det gav os mange chancer. Til gengæld er det ikke godt, at de får to mål ved hjørnespark, for de er ikke ret stærke i luften,” lyder Per Hansens vurdering.

Allerede i morgen (tirsdag 29. august) skal KBerne atter i kamp – på udebane mod oprykkerne fra Hvidovre. Kampen begynder kl. 18.30.

”Vi glæder os, for det er et ungt hold af løbestærke spillere, der kan li’ at spille fodbold på samme måde som os,” siger Per Hansen og håber, at kampen slutter med tre point til KB.

”Det er nødvendigt, hvis vi vil være med i toppen,” fastslår han.

Efter opgøret mod Hvidovre skal KB på lørdag 2. september spille sæsonens første hjemmekamp i Frederiksberg Idrætspark mod IK Føroyar. Kampen begynder kl. 16.15.

Peter Rønning målscorer til 1-2

Peter Rønning målscorer til 1-2

Peter Olsen målscorer til 1-1

Peter Olsen målscorer til 1-1

Sådan gik det

24. august: Prespa – KB 3-3 (2-3) Mål: 1-0 (5), 1-1 Peter Dokic Olsen (15), 1-2 Peter Rønning (20), 2-2 (38), 2-3 Jonathan Grumme (40), 3-3 (78) KB: Mike Vu – Sebastian Kaalund, Magnus Sonne, Lasse Horn, Mikkel Knudstrup, Stefan Sørensen, Peter Rønning, Elias A. Wirth, Martin Frydensberg Thomsen, Matti Woiremose Stampe, Jimmy Boye Olesen, Jonathan Grumme, Jacob Willum Rønbøg, Peter Dokic Olsen