KS: Hård kamp venter i lokalopgør

Af Karl Aage Dalgaard

Med et nederlag på 0-2 til Union synes KBs chance for avancement til Danmarksserien at være meget små. Ikke mindst fordi næste opgave på lørdag er Københavnsseriens suveræne tophold, FA 2000.

”De virker usvigeligt sikre og stærke. I de seneste 10 kampe har de haft ni sejre og kun et nederlag. De har en målscore på 20-2 fra de seneste fem kampe, så de må anses som storfavoritter, men vi vil gøre alt, hvad vi kan for at byde dem op til dans,” siger KBs assistenttræner Daniel Jønsson om lokalopgøret, der spilles i Frederiksberg Idrætspark med kampstart kl. 13.45.

En del skader og afbud havde sat sine grå hår hos assistenten og cheftræner Per Hansen inden topkampen mod Union, men det lykkedes alligevel at sammensætte en kvalificeret trup til opgøret på Genforeningspladsen.

Union var mest på bolden i første halvleg, der sluttede målløs, selvom begge mandskaber faktisk fik scoret. Mens hjemmeholdets fuldtræffer blev scoret i tydelig offside-position, var KBerne ikke helt tilfredse med, at Jonathan Grummes scoring fem minutter før pausen blev annulleret efter et indlæg fra Milan Johannsen.

”Vi var en smule presset i begyndelsen af kampen, og da Andreas Tolman måtte udgå med en skade efter 28 minutter, måtte vi rokere igen. Dog kom vi lidt mere med i denne del af første halvleg og havde også et par chancer udover Grummes mål, som linjevogteren fejlagtigt flagrede for,” fortæller Daniel Jønsson.

”Vi må dog nok være tilfredse med, at det stod lige i pausen, for de sad trods alt mest på spillet og havde de største chancer, men Philip i kassen stod en god første halvleg og havde et par afgørende redninger.” 

KB tog bedst hul på anden halvleg og havde et par chancer, som dog ikke blev udnyttet, og i stedet kom Union foran efter en ærgerlig fejl af Philip Mark.

”Han stod med bolden i en helt ufarlig situation og ville trække den ind i feltet for at samle den op, men inden han nåede det, fik en Union-angriber prikket til bolden, hvorefter han let kunne sende den i det tomme mål,” siger Daniel Jønsson.

Scoringen rystede KBerne, som havde svært ved at komme tilbage i kampen, og en lille snes minutter senere blev det 2-0 til hjemmeholdet. Nu syntes opgaven at være umulig for gæsterne på Genforeningspladsen.

”I dette halvår har vi været kendt for vores fight og vores flotte comeback i flere kampe. Desværre formåede vi ikke denne lørdag at komme tilbage, og et nederlag på 0-2 til Union var en realitet og fortjent nok,” lyder det oprigtigt og ærligt fra Daniel Jønsson.

Nu står FA 2000 på menuen, og det er absolut sidste chance for KB, hvis holdet stadig vil være med i oprykningskampen. Cheftræner Hansen, assistent Jønsson og spillerne håber derfor, at mange KBere vil troppe op på lørdag klokken 13.45 i Frederiksberg Idrætspark og give deres støtte på hjemmebanen, der for en stund er udebane i teknisk forstand, fordi FA 2000 er kampens vært.
Der er gratis adgang!

Sådan gik det

20. maj: Union – KB 2-0 (0-0) Mål: 1-0 (59), 2-0 (78) KB: Philip Mark – Sebastian Kaalund, Magnus Sonne, Lasse Horn, Andreas Tolman, Stefan Sørensen, Lasse Ramlau Kristensen, Nicklas Borum, Martin Frydensberg Thomsen, Niclas Jensen, Mikkel Nygaard, Jonathan Grumme, Milan Johannsen, Peter Dokic Olsen

Stillingen
KS Herre 16/17
Nummer   Klub   Kampe   Målscore   Point
1   FA 2000   23   65 - 29   52
2   Union   23   48 - 19   47
3   NB Bornholm   23   34 - 20   44
4   KB 2   23   56 - 43   43
5   Rønne f.B.   23   40 - 39   38
6   Tårnby FF   23   49 - 37   36
7   Bk. Skjold   23   34 - 32   31
8   KFUM   23   24 - 33   29
9   FB   23   31 - 30   28
10   FK Prespa   23   31 - 49   26
11   B.93 2   22   29 - 44   24
12   Sundby Bk.   23   28 - 48   22
13   Frem 2   22   32 - 48   19
14   Husum Bk.   23   28 - 58   15