KS: Da drenge blev til mænd

Af Karl Aage Dalgaard. Foto: Jesper Nielsen

KBs fodboldafdeling har et ordsprog: ’Gør drenge til mænd og mænd til drenge’.

Det passede meget godt, da klubbens københavnsseriehold fredag aften mødte topholdet Union i Frederiksberg Idrætspark. Hjemmeholdets spillere lignede i begyndelsen en flok forvirrede knægte, og modstanderne sværmede rundt foran KB-målet og tilspillede sig et hav af chancer. Kun en af disse blev udnyttet, da gæsternes stjerne, Paulo Fernando, hamrede bolden ind i målhjørnet, og i stedet fik KBerne langsomt men sikkert kontrol over spillet og voksede i kampens løb til viljestærke mænd, der endte med at vinde opgøret med 2-1.

”Generelt har vi altid haft det svært mod Union, men jeg synes, vi prøvede at være med i kampen, der begyndte i et højt tempo, fra start. Vi havde dog svært ved at få lukket af, og det blev ikke bedre af, at Milan Johannsen kort før deres mål måtte udgå med et riv i lysken,” fortæller KBs assistenttræner Daniel Jønsson. 

Uden den stærke kantspiller var KB tvunget til omrokeringer, og det var faktisk held i uheld. Matti Stampe blev rykket frem på midtbanen, mens Stefan Sørensen fra sin plads som højre back rykkede ind i midterforsvaret.

”Han var tilbage efter en skade og spillede fremragende. Fem minutter før pausen erobrede han bolden og tog et rush frem i banen. Via en et-to-kombination med Jimmy (Boye Olesen, red.) kom han alene med Unions målmand, som han let og elegant driblede udenom, inden han lagde bolden i kassen til 1-1. Måske en smule ufortjent, men det tager vi gerne med,” lyder det ærligt fra Daniel Jønsson, inden han tilføjer:

”De sidste minutter af første halvleg stod der KB på, og vi kom frem til endnu en stor chance.” 

Afslutningen på de første 45 minutter gav god stemning i omklædningsrummet, hvor trænerstaben fornemmede, at ’drengene var mere end klar’. 

 

”Kampen skiftede karakter. Efter bare fem minutter af anden halvleg havde vi to 100 procents chancer, som vi desværre ikke udnyttede. Vi fik flere gode muligheder, men Union er for ingenting tophold, og man skal ikke række dem en lillefinger, for så tager de hele armen,” siger Daniel Jønsson og henviser til en scoring til gæsterne efter flot kombinationsspil.

”Jeg må indrømme, at hvor jeg stod, var jeg sikker på, at der var mål, men linjedommeren stak flaget op, hvorefter dommeren efter en kort snak dømte offside. En tung sten blev lettet fra mit hjerte.”

Gæsterne fik dog et par muligheder mere, men KB-målmand Mike Vu var på dupperne og forhindrede flere Union-kasser.

”Jeg synes også, vi havde spilovertaget, men vi kunne ikke omsætte vores chancer i mål. Med få minutter igen var vi derfor indstillet på uafgjort, og det virkede nok mest fair,” siger Daniel Jønsson.

Han gjorde dog regnskab uden to af holdets nye spillere i denne sæson – Elias Wirth og Jacob Willum Rønbøg. Førstnævnte, der er kommet fra Kastrup, røg afsted i venstre side og udmanøvrede Unions højre back, inden han fladt sendte bolden ind foran mål, hvor Jacob Willum Rønbøg – tilbage i KB efter ophold i BSF og AB Tårnby – kom løbende. Han tæmmede bolden og tog et par træk ind i banen, inden han sparkede kuglen forbi Unions målmand og i nettet. Den fuldtræffer udløste ren ekstase hos hjemmepublikummet.

”En kamp, hvor vi kunne have været bagud med et par stykker i første halvleg, ender med, at vi er bedst i anden halvleg. Det var hårdt, men vi fik tre dejlige point,” lyder analysen fra Daniel Jønsson.

Hverken han, cheftræner Per Hansen eller spillerne kommer til at hvile på laurbærrene ret længe, for allerede på onsdag skal KB i kamp igen. Det er det udsatte opgør fra første runde mod HB, som skal afvikles.

”Endnu en hård kamp hvor vi skal ud at bevise, at dette ikke var en enlig svale, men at vi godt kan spille med, hvor det er sjovt. HB er oprykkere, men det skal man ikke lade sig narre af. De har fået en del nye spillere og fået et ganske habilt hold. Det har de allerede vist. De ligger i toppen af rækken og har også slået Union. De vandt med 3-1 og scorede med bare ni mand på banen,” oplyser Daniel Jønsson og forsikrer, at holdet ved, hvordan opgaven skal gribes an.

”Men det bliver ikke let,” siger han afsluttende.

Kampen mod HB spilles i Frederiksberg Idrætspark med kampstart kl. 19.30. Udover fodbold er aftenens menu til publikum grillpølser, lækkerier til den søde tand samt kolde og varme drikke.

Sejrsmålet

Sejrsmålet

med efterfølgende glæde

med efterfølgende glæde

Sådan gik det

15. september: KB – Union 2-1 (1-1) Mål: 0-1 Paulo Fernando (19), 1-1 Stefan Sørensen (41), 2-1 Jacob Willum Rønbøg (88) KB: Mike Vu – Mikkel Knudstrup, Magnus Sonne, Mikkel Nygaard, Sebastian Kaalund, Stefan Sørensen, Peter Rønning, Elias A. Wirth, Milan Johannsen, Matti Woiremose Stampe, Jimmy Boye Olesen, Jonathan Grumme, Jacob Willum Rønbøg, Peter Dokic Olsen

Stillingen
Nr.   Klub   Kampe   Målscore   Point
1   Union   6   20 - 7   12
2   NB Bornholm   6   13 - 8   12
3   Tårnby FF   6   15 - 11   12
4   Hvidovre IF 2   6   6 - 4   11
5   Bk. Skjold   6   11 - 10   10
6   HB   5   14 - 7   10
7   FB   6   11 - 7   10
8   KB 2   5   6 - 9   7
9   FK Prespa   6   12 - 15   7
10   KFUM   5   10 - 8   7
11   Rønne f.B.   5   11 - 12   5
12   Jægersborg Bk.   5   6 - 11   4
13   IF Føroyar   5   6 - 15   4
14   Sundby Bk.   6   1 - 18   0