KS-spillerne vil mindes Willy

Af Karl Aage Dalgaard.

Tirsdag eftermiddag modtog KBerne en trist nyhed. Willy Petersen var død, få dage før sin 66-års fødselsdag.

Willy, som han slet og ret blev kaldt, var et farverigt og populært bekendtskab i dagligdagen på KB. Altid hjælpsom og altid til stede. Ikke altid i lige godt humør, men vrede og frustration blev hurtigt afløst af smil og latter. Willy var i bund og grund en meget venlig og munter person.

Han var i mange år uundværlig i fodboldafdelingen som materialeforvalter – ikke mindst for KS-spillerne. Han sørgede for det hele, og gang på gang formanede han spillere og trænere om, hvordan tøjet skulle placeres i vaskekurvene – ofte uden held. Hvorefter han trofast selv fik orden på tingene og vasket tøjet, så det var pænt og rent til næste træning eller kamp.

Det er mærkeligt og et stort savn for KB og KS-holdet, at Willy ikke er her mere. Glemmes bliver og skal han ikke, og KS-spillerne har derfor til hjemmekampen mod Rønne besluttet at spille med sørgebind – til minde om og ære for Willy.

Bisættelse foregår onsdag d. 7. september kl. 11.00 fra Flintholm Kirke. Familien opfordrer til at man i stedet for blomster giver et beløb til KB Fodbold Ungdom. Konto 9570 - 8266174. Skriv Willy og dit eget navn.