KS: Klogskabens triumf på Fælleden

Af Karl Aage Dalgaard. Foto: Jesper Nielsen

KB fører Københavnsserien.

Den skønne kendsgerning blev en realitet lørdag eftermiddag efter to udesejre på 2-1. KB slog selv Skjold, mens lokalrivalerne og naboerne fra FB vandt uventet i Nexø over NB Bornholm.

Skjold har ofte været en vanskelig modstander, så de tre point i Fælledparken var bedre end forventet ifølge cheftræner Per Hansen.

”Vi havde mange udskiftninger og en helt ny backkæde, så spillerne skal have masser af ros. Tidligere var det sådan en kamp, vi ville have tabt, men mod et godt hold, som træner dobbelt så meget som os, viste gutterne, at de var de klogeste.”

Især imponerede det Per Hansen, at hans spillere formåede at svare hurtigt igen, da Skjold udlignede til 1-1 et kvarter før tid.

”Vi hev os op med det samme. Vi lavede færre fejl end dem, og så var vi mere kyniske. Det var en fortjent sejr,” fastslår han.

Hjemmeholdet var ellers i teten i begyndelsen af kampen, men formåede ikke at passere Mike Vu i KB-målet.

”Som tidligere Skjold-spiller var han ellers skidenervøs, og de prøvede at gøre ham usikker med masser af tilråb” siger KB-cheftræneren om sin 23-årige målmand.

Mod slutningen af første halvleg lykkedes det for Milan Johannsen fra kanten af Skjolds straffesparksfelt at bringe KB i spidsen, og i pausen fik ikke mindst Mike Vu en peptalk. Det hjalp.

”De havde flere frisparksforsøg, men Mike præsterede nogle flotte redninger,” roser Per Hansen.

KB-målmanden var dog chanceløs, da Skjold udlignede på hovedstød efter et hjørnespark, men så tog debutanten Jimmy Boye Olesen affære og bragte atter gæsterne i front.

Han og Marc Gosse røg imidlertid ud med advarsler kort før tid, så KB blev et par mand i undertal. Alligevel var Milan Johannsen tæt ved at øge til 3-1 til sidst.

Pyt med den manglende fuldtræffer hvis han i stedet scorer i næste runde mod Union på hjemmebane. Holdet fra Genforeningspladsen er hverken KBs eller cheftrænerens livret. De tre seneste opgør har Union vundet med sammenlagt 14-4.

”Det bliver svært, men ikke umuligt. Gutterne har fået en tro på, at de kan klare dem alle, og jeg er stolt af dem,” siger Per Hansen.

Kampen mellem topholdet (KB) og rækkens nummer fire (Union) fløjtes i gang på lørdag klokken 13.30 i Frederiksberg Idrætspark. Kig forbi og støt gutterne.

Sådan gik det

1. oktober: Skjold – KB 1-2 (0-1) Mål: 0-1 Milan Johannsen (43), 1-1 (76), 1-2 Jimmy Boye Olesen (78)

Milan bringer KB foran 1-0

Milan bringer KB foran 1-0

Stor redning af Mike på frispark

Stor redning af Mike på frispark

NR.   KLUB   KAMPE   VUNDNE   UAFGJORT   TABTE   MÅLSCORE   POINT
1   KB 2   8   5   2   1   21 - 14   17
2   NB Bornholm   8   5   1   2   13 -  9   16
3   FA 2000   8   5   1   2   21 - 12   16
4   Bk. Union   8   5   0   3   22 - 10   15
5   Tårnby FF   7   4   2   1   11 -  8   14
6   Rønne f.B.   7   4   0   3   19 - 16   12
7   Frem 2   8   3   2   3   14 - 13   11
8   FB   7   3   0   4   13 - 15    9
9   B.93 2   7   2   3   2   12 - 14    9
10   Bk. Skjold   8   2   2   4   12 - 15    8
11   FK Prespa   8   2   2   4   10 - 14    8
12   KFUM   8   2   1   5   10 - 18    7
13   Sundby Bk.   8   2   0   6   11 - 19    6
14   Husum Bk.   8   2   0   6   8 - 20    6

 

Målscorer Milan

Målscorer Milan

Et af mange farlige hjørnespark

Et af mange farlige hjørnespark