KS: God moral bag sejr i målorgie

Af Karl Aage Dalgaard. Foto: Jesper Nielsen

Så lykkedes det endelig for KS at hente en turneringssejr i den nye sæson, da Rønne i Frederiksberg Idrætspark blev besejret med 5-3.

Bornholmerne kom til kampen som ubesejrede, og da KB havde temmelig mange afbud, var der en vis nervøsitet at spore hos hjemmeholdets cheftræner. Men Per Hansen fik syn for, at han ikke bare har en bred trup. Han har også en rigtig god trup.

”Gutterne viste bare en god moral og fantastisk gejst. Jeg er meget tilfreds med præstationen. På forhånd vidste vi, at de var gode til dødbolde og i luftspillet, men fodboldmæssigt var vi langt bedre. Vi skal stadig være bedre til at lukke af for modstanderne, og vi skal også blive bedre til at udnytte chancerne. Fem mål er godt, men når vi har 12 chancer, bør vi score noget mere.”

KBerne dominerede første halvleg, og midtvejs følte man sig snydt for et straffespark til Poul Emil Rasmussen. I stedet kom gæsterne foran efter en dødbold, hvor målmand Robert King ikke var helt heldig, men inden pausen var hjemmeholdet foran med 2-1.

Da Nicklas Borum øgede til 3-1 i begyndelsen af anden halvleg, syntes sejren inden for rækkevidde, men så fik Matti Stampe en 10 minutters udvisning, og den udnyttede Rønne til at udligne. Lige efter fik KB et straffespark, da Milan Johannsen blev fældet i det kriminelle felt, men Poul Emil Rasmussen brændte.

Det tændte imidlertid en ekstra glød i KBerne, og med to scoringer i den sidste halve snes minutter blev sejren slået fast.

I næste runde på lørdag venter et lokalbrag med FB. Sidstnævnte fik ikke den bedste optakt med et nederlag på 1-3 til bundholdet Husum, men det skal man ikke lægge alverden i, mener Per Hansen.

”Mod KB er FBerne altid koncentrerede og motiverede,” siger KS-holdets cheftræner, der til lokalopgøret får flere af de spillere retur, som ikke kunne medvirke i kampen mod Rønne. Med så mange gode kræfter til rådighed kan det være lidt af en opgave at sætte holdet, men det er heldigvis et positivt problem.

Sådan gik det

3. september: KB – Rønne 5-3 (2-1) Mål: 0-1 (34), 1-1 Sebastian Kaalund (39), 2-1 Peter Dokic Olsen (41), 3-1 Nicklas Borum (55), 3-2 (71), 3-3 (72), 4-3 Milan Johannsen (80), 5-3 Peter Dokic Olsen (88)

Peter Olsen spiller på tværs til 4-3 målet og Milan Johannsen sparker bolden i mål.

Stilling
KS Herre 16/17
Klub   K   V   U   T   Score   P
1 NB Bornholm   4   4   0   0   8 - 3   12
2 Tårnby FF   4   3   1   0   7 - 3   10
3 Frem 2   4   2   2   0   9 - 4   8
4 FA 2000   4   2   1   1   10 - 7   7
5 Rønne f.B.   3   2   0   1   10 - 6   6
6 Bk. Union   4   2   0   2   8 - 4   6
7 KB 2   4   1   2   1   9 - 9   5
8 Bk. Skjold   4   1   2   1   7 - 7   5
9 FK Prespa   4   1   1   2   4 - 6   4
10 B.93 2   4   1   1   2   8 - 11   4
11 Husum Bk.   4   1   0   3   4 - 12   3
12 FB   3   1   0   2   6 - 6   3
13 KFUM   3   0   0   3   3 - 8   0
14 Sundby Bk.   3   0   0   3   3 - 10   0