KS: Endnu en sikker sejr i fortet

Af Karl Aage Dalgaard. Foto: Jesper Nielsen

For fjerde gang i træk i Frederiksberg Idrætspark hentede KB en sikker sejr i Københavnsserien – denne gang med 4-2 over bundholdet Sundby.

”Det er virkelig blevet vores fort, og nu kan spillerne godt lide at være der,” siger cheftræner Per Hansen og roser sine tropper for en fin indstilling fra kampens start, hvor Dia Raofat udnyttede en fejl af Sundbys målmand.

”Vi begyndte rigtig flot og var totalt dominerende i de første 20 minutter. Så røg koncentrationen en smule. Der var mange tabte bolde på midten fra begge hold, men mod slutningen af første halvleg kom vi atter i gang og foran med 2-0 efter et frisparksmål oppe i krydset af Knud (Mikkel Knudstrup, red.),” fortæller Per Hansen.

En formaning til spillerne om at give den gas i begyndelsen af anden halvleg blev hurtigt opfyldt, da Jonathan Grumme øgede til 3-0 på hovedstød efter oplæg fra Milan Johannsen. Samme Grumme havde kort efter en friløber, men brændte.

”Der gik lidt for meget hæl og tå i sagerne efter målet til 3-0. Det er jo nogle teknisk gode spillere, og de kan en masse med en bold,” erklærer cheftræneren.

Et gult kort og 10 minutters udvisning til Mikkel Nygaard gav Sundby nyt liv, og med to hurtige scoringer bragte gæsterne spændingen tilbage i opgøret og en smule panik hos KBerne.

”Vi kom dog i gang igen og havde to-tre store chancer, hvor vi var alene med deres målmand, men han reddede flot,” lyder det fra Per Hansen.

Fire minutter efter den ordinære tids udløb måtte Sundby-målmanden dog give fortabt, da det lykkedes for Mark David Gosse at fasttømre KB-sejren efter oplæg fra Jonathan Grumme.

KS-mandskabet er nu nummer tre i stillingen med udsigt til oprykningspladserne, men svære opgaver venter forude. Den første på lørdag på kunstgræs i Fælledparken mod Skjold – og den første på fremmed jord siden opgøret mod Frem i slutningen af august.

”Det bliver spændende at se, hvordan vi reagerer på, at det ikke er Frederiksberg Idrætspark næste gang, men jeg har stor tillid til drengene. Efter Skjold har vi modstandere som Union, NB Bornholm og FA 2000,” oplyser KBs cheftræner.

Den nævnte trio er lige nu nummer fem, et og fire i tabellen, men det lægger Per Hansen ikke så meget i.

”Jeg gentager gerne, at alle kan slå alle i rækken. Se bare med FB. De spillede mod Union efter vores kamp mod Sundby, og da jeg smuttede midt i anden halvleg, førte Union med 2-1, men FB vandt med 3-2.”

Der er kampstart mod Skjold på lørdag, klokken 13.00 i Fælledparken. Mød op og støt KS-gutterne.

Sådan gik det

24. september: KB – Sundby 4-2 (2-0) Mål: 1-0 Dia Raofat (13), 2-0 Mikkel Knudstrup (42), 3-0 Jonathan Grumme (49), 3-1 (79), 3-2 (82), 4-2 Mark David Gosse (90)

Stillingen
Nr.   Klub   K   V   U   T   Score   P
1   NB Bornholm   7   5   1   1   12 - 7   16
2   Tårnby FF   7   4   2   1   11 - 8   14
3   KB 2   7   4   2   1   19 - 13   14
4   FA 2000   7   4   1   2   18 - 10   13
5   Bk. Union   7   4   0   3   19 - 10   12
6   Rønne f.B.   6   4   0   2   17 - 13   12
7   Frem 2   7   3   2   2   13 - 11   11
8   B.93 2   7   2   3   2   12 - 14   9
9   Bk. Skjold   7   2   2   3   11 - 13   8
10   FK Prespa   7   2   2   3   9 - 11   8
11   Husum Bk.   7   2   0   5   8 - 17   6
12   FB   6   2   0   4   11 - 14   6
13   KFUM   7   1   1   5   8 - 17   4
14   Sundby Bk.   7   1   0   6   8 - 18   3