Boldklubben Frem mod KB og B1903 i medrivende jubilæumskamp

To mod en er normalt unfair, men det var realiteten lørdag d. 21/5 i Valby Idrætspark.

Det er ikke kun i KB vi fejrer jubilæum i 2016 - vores venner og rivaler i Frem er 10 år yngre end KB og kan derfor fejre 130 års jubilæum i år.

I den anledning blev vi i KB og B1903 inviteret til at spille en oldboys showkamp mod Frem i det klubben kaldte ’Århundredets kamp’. Den invitation og udfordring sagde vi naturligvis ja tak til og opgaven var, at stille med et kombineret KB / B1903 hold, der var noget lettere til bens i hhv. 1970’erne og i 1990erne.

Kampen blev spillet som forkamp til 2. divisionskampen Frem – Middelfart. Det blev en underholdende og målrig kamp, som helt fortjent endte uafgjort 3-3. Der var mange flotte, sjove og pudsige detaljer i kampen og det skal især fremhæves, at den evigt unge Martin Johansen scorede to flotte mål for os.

KB var repræsenteret ved Erik Eriksen, Peter Garly, Gert Petersen, Jesper Rasmussen, Troels Christensen og Dino Turchi, alle fra KBs Supermasterhold. De lidt yngre KB spillere var Peter Madsen, Søren Westergaard og Martin Johansen. Fra B1903 blev vi blandt andre forstærket med Keld Kristensen og klubbens formand Benny Olsen.

Frem stillede med stærke navne som Per Wind, Lars Larsen, Brian Juul, Michael Mio Nielsen, Søren Lyng og Kenneth Birkedal.

Efter kampen bød Frem på en hyggelig 3. halvleg med dejlig mad, en enkelt øl og ikke mindst en masse historier fra gamle dage, hvor de tre klubber KB, B1903 og Frem i den grad var eksponenter for københavnsk og dansk fodbold.

Vi er klar til en ny kamp om 10 år

Dino Turchi, holdleder

Se kampprogram for dagen